DG’s Fotokonkurrence 2021
DG’s Fotokonkurrence 2021
I 2018 lancerede Danmarks Grundforskningsfond en fotokonkurrence som en måde at bygge bro mellem forskningsverdenen og den brede befolkning. Konkurrencen var en stor succes og siden da har forskere fra det danske forskningsmiljø hvert år dystet om det bedste foto fra videnskabens verden. Herunder kan du vinderbillederne fra 2021. Se også et galleri med flere af de andre flotte indsendte fotos.
Via fascination og æstetik har billeder evnen til at åbne op for forskningens verden på indbydende og overraskende vis. Danmarks Grundforskningsfond ønsker at udbrede, hvordan videnskabelige fremskridt hver dag skaber ny viden og udvikler verden omkring os. Derfor har fonden for fjerde år i træk lanceret en fotokonkurrence baseret på fotografiets potentiale som dokumentation og kommunikation af forskning.
Herunder kan du se årets vinderbilleder. Du kan også se et galleri med 10 udvalgte fotos fra årets konkurrence, der har gjort et særligt indtryk på dommerpanelet.
Bedømmelseskriterierne:
- I hvilken grad vækker fotografiet følelser hos publikum
- I hvilken grad fungerer fotografiet som visuel indgang til historien bag et specifikt forskningsresultat
- Fotografiets æstetiske kvalitet
Bedømmelsespanelet:
- Christine Buhl Andersen, Formand, Ny Carlsberg Fondet
- Louise Wolthers, Forskningsansvarlig/kurator, Hasselbladstiftelsen
- Minik Rosing, Professor Statens Naturhistoriske Museum, næstformand i DG’s bestyrelse og medlem Louisianas bestyrelse
Førstepladsen: Knowledge, Morten Skovdal, lektor, Københavns Universitet
Panelets bedømmelse:
Et interessant billede som tydeligt vider at forskningsmetoden rummer borgerinddragelse. Den lokale befolkning i Zimbabwe går fra at være forskningsobjekter til at være aktive medvirkende. Den lette adgang til fotografi betyder at lokalbefolkninger kan dokumentere deres hverdag, og i dette tilfælde, hvordan radioen kan bruges til at gøre viden om HIV, eller potentielt COVID kan deles i områder hvor adgangen til andre medier ikke eksisterer. Billedet giver mindelser til pionererne inden for farve-kunstfotografiet som Eggleston, og er smukt og stemningsfuldt uden prætention.
Du kan læse mere om forskningen bag billedet i et interview med Morten Skovdal her
Andenpladsen: Hundeslæder på isen, Carsten Egevang, forsker ved Grønlands Naturinstitut
Panelets bedømmelse:
Et fængende billede, som først ved nærmere opmærksomhed afslører at objekterne er hundeslæder på isen. Motivet virker velkend, uden at man dog kan se klart hvad det forestiller – er det ænder på Peblingesøen, fugle i flugt eller pløjefurer i et forblæst snelandsskab. Billedet er yderst velkomponeret, og giver umiddelbart indtryk af fart over feltet. Det bagvedliggende forskningsprojekt fascinerer ved sin tværvidenskabelige bredde.
Du kan læse mere om forskningen bag billedet i et interview med Carsten Egevang her
Tredjepladsen: Perfect Cast, Heide W. Nørgaard, Archaeometallurgist/postdoc researcher, Moesgaard Museum
Panelets bedømmelse:
Billedet er fængende i sin farverige abstrakte topografi. Det illustrerer en ekstrem professionalisme hos en bronzestøber for 3000 år siden, og giver samtidig et mikrostrukturelt indblik i bronzens materialitet. Det udfordrer vores forestilling om, at nutidens teknologiske kunnen ikke nødvendigvis er højere end fortidens. Et projekt som understreger, at fortiden kan vise vej til løsningen på nutidens problemer, men at nutidens teknologi er nødvendig for at forstå fortidens. Fortid og nutid mødes således i dette foto.
Du kan læse mere om forskningen bag billedet i et interview med Heide Nørgaard her
10 fotos udvalgt af dommerpanelet
Dommerpanelet har derudover fremhævet 10 andre fotos, som ifølge panelet har gjort et særligt indtryk. Se de udvalgte billeder i galleriet herunder.