Billedet viser en pil, der peger på teksten 'integrity'.

Forskningsintegritet

Værd at vide – Forskningsintegritet i et dansk perspektiv

1. Baggrund

Historisk set er fokus på videnskabelig redelighed og uredelighed relativt nyt i både internationale og danske sammenhænge. I Danmark blev emnet et offentligt fokuspunkt med oprettelsen af Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) i 1992. UVVU var den første centrale myndighed, der havde til formål at behandle alvorlige brud på forskningsintegriteten. I første omgang Fungerede UVVU som forsøgsordning på det sundhedsvidenskabelige forskningsområde, men blev ved bekendtgørelse 933 af 15. december 1998 udvidet til at omfatte alle forskningsområder. I 2003 blev UVVU reguleret ved direkte lov om forskningsrådgivning, og loven blev sidenhen revideret, hvilket har betydet en række forskellige definitioner på videnskabelig uredelighed gennem tiden.

Siden oprettelsen af UVVU og loven fra 1998 er der sket en konstant stigende internationalisering af forskning. Udviklingen har medført, at forskning ofte bliver til i store samarbejder på tværs af institutter, forskningsinstitutioner og grænser. Alt dette betyder, at det kun er og bliver mere relevant at være opmærksom på god videnskabelig praksis og faldgruber, der kan medføre det modsatte, for i dag at opnå så optimal videnskabelig redelighed som muligt.

I den forbindelse er der i kølvandet på en række markante sager om tvivlsom forskningspraksis i Danmark og udlandet siden årtusindeskiftet opstået og udformet yderligere initiativer, der skal sikre en bedre håndteringen af sager vedrørende videnskabelig uredelighed og tvivlsom forskningspraksis.

I et dansk perspektiv udformede en arbejdsgruppe nedsat af Uddannelses- og Forskningsministeriet og Danske Universiteter i 2014 Den Danske Kodeks for Integritet i forskning, som har til formål at skabe en ramme for god forskningspraksis i Danmark baseret på fælles principper og standarder.

I april 2017 fulgte en politisk vedtagelse af et nyt lovgrundlag på området; Lov om Videnskabelig uredelighed m.v.. Loven bygger på en rapport fra december 2015 om det danske uredelighedssystem med 12 anbefalinger til håndtering af videnskabelig uredelighed. Rapporten blev udarbejdet af et ekspertudvalg med repræsentanter fra danske universiteter som udvalgsmedlemmer og med tidligere formand for rektorkollegiet professor Jens Oddershede som formand.

Loven skelner mellem videnskabelig uredelighed og tvivlsom forskningspraksis. Med vedtagelsen af loven fulgte oprettelsen af et nyt nævn kaldet Nævn for Videnskabelig Uredelighed (NVU). Nævnet trådte i stedet for det tidligere Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU), og NVU er nu det organ, der efter lov skal behandle sager angående videnskabelig uredelighed. Sager om tvivlsom forskningspraksis håndteres derimod internt på forskningsinstitutionerne.

2. Lovens rammer og definitioner

Først og fremmest er det vigtigt at uddybe, hvad loven omfatter. Jf. § 2 finder loven anvendelse på:

  • Sager, der vedrører forskning udført med hel eller delvis offentlig dansk støtte.
  • Sager, der vedrører forskning udført ved en offentlig dansk forskningsinstitution.

Derudover omfatter loven også ren privatfinansieret forskning, men kun hvis involverede virksomheder selv siger god for dette.

2.1 Ansvarsfordeling

Et af de primære formål med loven fra 2017 er at skabe en klarere arbejdsfordeling i forhold til, hvornår en sag må og skal klares internt af forskningsinstitutionerne, og hvornår en sag skal indberettes til NVU.

Som hovedregel siger loven, at sager vedrørende videnskabelig uredelighed nu skal behandles af NVU, mens resterende sager omhandlende tvivlsom forskningspraksis skal behandles på forskningsinstitutionerne. Det vil altså sige, at forskningsinstitutioner i dag IKKE må behandle en sag om mulig videnskabelig uredelighed internt. Sagen SKAL indbringes for NVU. Det er forskningsinstitutionens ansvar at indberette sagen til NVU.

En væsentlig pointe er her, at lovens § 3 fremlægger nye definitioner af videnskabelig uredelighed og tvivlsom forskningspraksis. Med det forsøger man at trække klare linjer for præcis hvilke sager, der kan håndteres internt på forskningsinstitutionerne, og hvilke sager, der skal indberettes til NVU.

2.2 Videnskabelig uredelighed:

Defineres i loven ved fabrikering, forfalskning og plagiering (FFP), ”som er begået forsætligt eller groft uagtsomt ved planlægning, gennemførelse eller rapportering af forskning.”

  • Fabrikering: Uoplyst konstruktion af data eller substitution med fiktive data.
  • Forfalskning: Manipulation af forskningsmateriale, udstyr eller processer, eller ændringer eller udeladelse af data eller resultater, hvorved forskning fremstår misvisende.
  • Plagiering: Tilegnelse af andres ideer, processer, resultater, tekst eller særlige begreber uden retmæssig kreditering.

En bagatelgrænse er dog defineret i lovens § 3, stk 2., nr. 1. Her fremgår det, at videnskabelig uredelighed ikke omfatter ”tilfælde af fabrikering, forfalskning og plagiering, som kun har haft ringe betydning ved planlægningen, gennemførelsen eller rapporteringen af forskningen.”

Derudover er heller ikke spørgsmål om videnskabelige teoriers holdbarhed og spørgsmål om forskningskvaliteten af et videnskabeligt produkt omfattet af definitionen på videnskabelig uredelighed.

2.3 Tvivlsom forskningspraksis:

Defineres i loven ved ”brud på alment anerkendte standarder for ansvarlig forskningspraksis, herunder standarderne i den danske kodeks for integritet i forskning og andre gældende institutionelle, nationale og internationale praksisser og retningslinjer for integritet i forskning.”

2.4 Andre definitioner:

Loven indeholder desuden definitioner af et videnskabeligt produkt, en forsker og en forskningsinstitution. Det er her vigtigt at pointere, at en forsker er defineret som både en ph.d.-studerende, en person med ph.d.-grad eller en person med tilsvarende kvalifikationer. (Se mere i lovens § 3).

3. Behandling af sager om tvivlsom forskningspraksis

3.1 Retningslinjer

Ikke før loven fra 2017 har tvivlsom forskningspraksis været lovreguleret. Men som tidligere nævnt er det ifølge § 19 i den gældende lov nu forskningsinstitutionernes ansvar at behandle tilfælde af tvivlsom forskningspraksis, som det er defineret ved i lovens § 3. § 20 siger desuden, at den enkelte forskningsinstitution på sin hjemmeside skal offentliggøre retningslinjer for sagsbehandlingen. Tilgængelige retningslinjer for de enkelte universiteter kan findes herunder:

Aarhus Universitet (AU)
Aalborg Universitet (AAU)
Copenhagen Business School (CBS)
Danmarks Tekniske Universitet (DTU)
Københavns Universitet (KU)
Syddansk Universitet (SDU)

3.2 Praksisudvalg

Da de færreste bliver involveret i sager om mulig videnskabelig uredelighed, vil viden relateret til mulig tvivlsom forskningspraksis være det mest relevante for størstedelen af forskningsinstitutionernes akademiske personale. Som tidligere beskrevet lyder lovens definition af tvivlsom forskningspraksis:

Brud på alment anerkendte standarder for ansvarlig forskningspraksis, herunder standarderne i den danske kodeks for integritet i forskning og andre gældende institutionelle, nationale og internationale praksisser og retningslinjer for integritet i forskning.”

Denne definition dækker over et bredt spektrum af mulige scenarier, hvor sagens kerne kan være mere eller mindre bevidst udført af forskeren/forskerne. Der er her tale om en gråzone. Sager om tvivlsom forskningspraksis kan eksempelvis omhandle emner som; ingen eller utilstrækkelig håndtering af data, vildledende præsentation af egen eller andres forskning, mangelfuld citation, tvister om forfatterskab osv.

Flere danske forskningsinstitutioner har oprettet særlige interne organer kaldet praksisudvalg til at håndtere interne sager og stå for det løbende arbejde med at sikre en ansvarlig forskningspraksis blandt akademisk personale. Hver institution opsætter regler, der fastlægger praksisudvalgenes kompetencer. Information om de enkelte praksisudvalg på universiteterne kan findes via nedenstående links:

På Danmarks Tekniske Universitet (DTU) håndteres sagerne ikke af et praksisudvalg. I stedet fremgår det af Universitets retningslinjer, at ”Klager over tvivlsom forskningspraksis skal ske i henhold til DTU’s generelle ledelsesstruktur, dvs. til nærmeste leder. Hvis dette af en eller anden grund ikke er muligt, kan mistanken også indberettes til personer højere oppe i ledelsesstrukturen eller til institutdirektøren/centerlederen. Det er altid muligt at gå til forskningsdekanen med sin mistanke.

Yderligere information om håndtering af sagerne på DTU kan findes i Universitetets Vejledning vedrørende behandling af sager ved mistanke om videnskabelig uredelighed og tvivlsom forskningspraksis på DTU.

3.3 Named persons

Nogle forskningsinstitutioner har derudover udpeget særlige rådgivere – named persons – fra de enkelte videnskabelige miljøer, som skal hjælpe med at understøtte en god videnskabelig praksis indenfor deres respektive forskningsområder. Rådgivernes opgaver kan være forskellige afhængig af institution, men eksempler på opgaver er vejledning og rådgivning i god videnskabelig praksis, rådgivning i forhold til mistanke om tvivlsom forskningspraksis og mediering i forhold til eventuelle personkonflikter, som relaterer sig god videnskabelig forskningspraksis.

Hør eksempelvis professor Jørn Hounsgaard fortælle om opgaverne som named person ved fakultetet SUND på Københavns Universitet i videoen her:

Mere information om de særlige rådgivere – named persons – hos nogle af de enkelte forskningsinstitutioner kan findes ved at følge nedenstående links:

Københavns Universitet:

4. Behandling af sager om videnskabelige uredelighed

4.1 NVU Generelt

Som tidligere nævnt er NVU med lovens vedtagelse det centrale organ, der nu skal behandle sager angående videnskabelig uredelighed i forhold til et videnskabeligt produkt og en eller flere forskere.

NVU består af en formand – en landsdommer – og 8-10 faglige medlemmer – anerkendte forskere – der udpeges for 4 år med mulighed for forlængelse op til 6 år i alt. Selve sagerne bliver afgjort ved flertal, og i tilfælde af stemmelighed har formanden sidste ord. Under en sagsbehandling kan eksterne eksperter blive kaldt ind. Læs mere om selve nævnet i lovens § 4-9 og om NVU’s nuværende sammensætning her.

4.2 Indledende proces

Efter at en sag bliver rejst på forskningsinstitutionen, hvor den pågældende forskning har hjemme, skal institutionen sikre, at anmeldelsens materiale indeholder oplysninger om det videnskabelige produkt, den eller de forskere, der er involveret, samt sagens påstande om og begrundelser for videnskabelig uredelighed. Herefter har forskningsinstitutionen som nævnt pligt til at indberette og præsentere sagen for NVU inden for tre måneder, hvis det krævede materiale er tilstede. Forskningsinstitutionen kan afvise sagen, hvis det nødvendige materiale ikke er tilgængeligt.

Før i tiden blev mange sager med mistanke om videnskabelig uredelighed håndteret internt på institutionerne, og idéen med det nye system, hvor sagerne ved lov SKAL indberettes til NVU, er blandt andet, at ingen sager bliver fejet ind under gulvtæppet eller bagatelliseret.

En sag kan også rejses af NVU på eget initiativ, hvis der er velbegrundet mistanke om videnskabelig uredelighed. I det tilfælde er det fortsat forskningsinstitutionen, der skal levere det nødvendige materiale. I lovens bemærkninger fremgår det dog, at nævnet kun undtagelsesvis skal benytte sig af muligheden.

4.3 Afgørelse i sager om videnskabelig uredelighed

NVU kan inden for tre måneder afvise at behandle en sag, hvis: (1) den falder uden for nævnets kompetencer, (2) hvis sagen har meget lille tilknytning til Danmark, (3) hvis omkostninger ved sagens behandling ikke er rimeligt i forhold til sagens betydning, eller (4) hvis der ikke er tegn på videnskabelig uredelighed.

I sager, der derimod behandles, skal NVU inden for et år træffe afgørelser om, hvorvidt der er tale om videnskabelig uredelighed eller ej.

Finder nævnet, at der ikke er tale om videnskabelig uredelighed, men at der kan være forhold om tvivlsom forskningspraksis tilstede i sagen, kan NVU overdrage sagen til forskningsinstitutionen til videre behandling jf. lovens § 17.

Er der tale om videnskabelig uredelighed kan nævnet jf. lovens § 16, stk. 2 beslutte at:

  • Henstille til forskeren, at det videnskabelige produkt trækkes tilbage.
  • Orientere den eller de berørte forskningsinstitutioner.
  • Orientere forskerens arbejdsgiver.
  • Orientere udgiveren af det videnskabelige produkt, herunder eventuelt henstille til denne, at det videnskabelige produkt trækkes tilbage eller lignende.
  • Orientere eventuelle fonde eller lignende, som helt eller delvis har finansieret den udførte forskning.

I lovbemærkningerne fremgår, at de oplistede tiltag ikke er til hinder for, at NVU også kan iværksætte andre tiltag i overensstemmelse med gældende regler på det givne område. Eksempelvis hvis det er nødvendigt at orientere en tilsynsmyndighed eller indgive en anmeldelse til politiet. Samtidig kan andre myndigheder m.fl. ligeledes pålægge forskeren andre former for sanktioner.

Det betyder også, at forskningsinstitutionerne, hvor de pågældende forskere er ansat, i sidste ende ofte vil ende med at bestemme, hvilke konsekvenser en sag om videnskabelig uredelighed skal have. Er man skyldig kan det i praksis derfor koste alt fra nuværende stilling, til bevillinger eller forskerkarrieren. Netop derfor er det vigtigt, at disse sager bliver behandlet meget omhyggeligt og seriøst, da det kan medføre enorme konsekvenser for de involverede.

I og med at loven endnu er så nyligt vedtaget, er systemet fortsat meget formelt. Først over de kommende år vil man få en idé om, hvordan behandlingen af sager vil forløbe i praksis. Årsberetninger fra NVU kan findes her.

NVU’s afgørelser kan ikke indbringes til andre administrative myndigheder bortset fra tilfælde, hvor ombudsmanden eller retssystemet er relevant.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev