Professor Vigdis Broch-Due er nyt medlem af Danmarks Grundforskningsfonds bestyrelse
Professor Vigdis Broch-Due er blevet udpeget af Uddannelses- og Forskningsministeriet som nyt medlem af Danmarks Grundforskningsfonds (DG) bestyrelse. Broch-Due er professor ved Institut for socialantropologi på Universitetet i Bergen, Norge. Professor Broch-Due er indtrådt i DG’s bestyrelse per 1. januar 2020 efter indstilling af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Udover professor Broch-Due’s tiltrædelse, er tre af DG’s nuværende bestyrelsesmedlemmer blevet genudpeget.
Uddannelses- og Forskningsministeriet har udpeget professor Vigdis Broch-Due som nyt medlem af DG’s bestyrelse. Vigdis Broch-Due er, udover at være professor i socialantropologi, også professor i international fattigdoms-forskning ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet ved Universitetet i Bergen. Professor Broch-Due har haft ledende stillinger inden for undervisning og forskning ved flere europæiske og internationale universiteter.
“Jeg er meget beæret over min udpegning som nyt medlem af bestyrelsen for Danmarks Grundforskningsfond. Med min entusiasme for muligheden for at deltage i det fremragende arbejde, som fonden udfører for frontforskning i Danmark, følger også en dyb ansvarsfølelse for både det videnskabelige samfund i Danmark og det danske samfund i sin helhed,” udtaler professor Broch-Due i forbindelse med udpegningen og forsætter:
“Danmarks Grundforskningsfond har længe været pioner, når det gælder om at stimulere banebrydende forskning og tværfaglige samarbejder. Som vi alle ved, er nye idéer og videnskabelige gennembrud ofte født i grænsefladen mellem videnskabelige traditioner og forskellige måder at tænke på. For at takle kompleksiteten i den verden, vi alle deler, er vi nødt til at bygge broer mellem disciplinære øer og arbejde sammen på tværs af humaniora og natur- og samfundsvidenskab. Jeg er meget imponeret over de stærke initiativer, der er udviklet til dette formål af Danmarks Grundforskningsfond.”
Broch-Due er for nyligt vendt tilbage til sin stilling som professor i social antropologi ved Universitetet i Bergen efter at have været videnskabelig direktør for Center for Advanced Study (CAS) i Oslo. Udover at være nyligt medlem af DG’s bestyrelse har Broch-Due været viceleder for Nationalrådet (Nasjonalt fagråd) for udviklingsstudier og eksternt medlem i bestyrelsen for Institut for Socialantropologi ved Norges Teknisk-Naturvidenskabelige Universitet (NTNU). Ved Universitetet i Bergen fungerede hun også i en periode som medlem af University Library Board og Center for Women and Gender (SKOK).
Hun er forfatter på adskillige artikler om køn, legemliggørelse og kosmologi; kulturelle modeller for forholdet mellem mennesker, dyr og natur; de uregelmæssige virkninger af kolonialisme, og global fattigdom i et historisk og etnografisk perspektiv. Hendes aktuelle forskning fokuserer på de psykosociale virkninger af endemisk vold, identitetsstyring og inter-etniske forhold i Østafrika.
Læs mere om professor Vigdis Broch-Due hos Universitetet i Bergen her
Udover udpegelsen af Vigdis Broch-Due som nyt medlem til DG’s bestyrelse, er følgende bestyrelsesmedlemmer blevet genudpeget:
- Professor og næstformand i bestyrelsen Morten Overgaard Ravn, indstillet af Danske Universiteter
- Professor Anne Scott Sørensen, indstillet af Danmarks Frie Forskningsfond
- Professor Minik T. Rosing, indstillet af Sektorforskningens Direktørkollegium
Alle tre bestyrelsesmedlemmer er genudpeget for en ny fireårig periode frem til 31. december 2023.
Yderligere information kan findes hos Uddannelses- og Forskningsministeriet her