15. juni 2021

Professor Poul Nissen fra PROMEMO modtager Anders Jahres Store Medicinske Pris 2021

Når man skal behandle og forstå sygdomme som kræft, hjertekarsygdomme og psykiatriske lidelser, er forståelsen for membranproteiners struktur og funktion helt afgørende. Professor Poul Nissen fra grundforskningscenteret PROMEMO ved Aarhus Universitet har dedikeret en stor del af sin karriere til studiet af netop disse proteiner og bliver nu hædret med ’Anders Jahres Store Medicinske Pris 2021’ for sin banebrydende forskning i feltet.

Professor Poul Nissen.
Professor Poul Nissen. Foto: The Carlsberg Foundation.

En forståelse af membranproteiner kan lede til en bedre behandling af sygdomme som kræft, hjertekarsygdomme og psykiatriske lidelser. Kort fortalt optræder proteiner i cellers membraner i menneskekroppen og disse proteiner er helt centrale for nervecellernes dannelse og musklernes egenskab til at trække sig sammen. Professor Poul Nissen fra DG’s Center for Proteins in Memory (PROMEMO) får nu tildelt den prestigefyldte ’Anders Jahres Store Medicinske Pris 2021’ for sin banebrydende forskning i feltet.

”Jeg er aldeles overvældet af at modtage Anders Jahre Prisen 2021. Det er en stor og ærefuld anerkendelse af vores forskning på struktur og mekanismer af membrantransport i celler, og jeg er dybt taknemmelig. Vores forskning bygger på mange frugtbare samarbejder og kontakter over de sidste 20 år,” fortæller professor Nissen.

Membranproteinernes vigtige funktioner

Professor Nissen er en af de førende strukturelle biologer i Skandinavien, hvor det især er hans studier i membranproteiner, der har gjort ham bemærket. Kroppens celler er omgivet af membraner med fedtstoffer, som danner en barriere på ydersiden. Inde i cellerne finder man områder, som er adskilt af fedtmembraner, hvor membranproteinerne flyder rundt. Membranproteinerne har mange vigtige funktioner, det er for eksempel på grund af dem, at hjertet kan slå, og vi kan løbe og gå.

”Poul Nissen har med sin grundforskning banet vej for forståelsen af sygdomme og nybrud for behandling. Han har gennem årerne ydet en forbilledlig indsats og er den type forsker, der kan løfte et helt forskerhold til nye højder og skabe viden, som man kan høste fra i artier,” fortæller rektor Brian Bech Nielsen fra Aarhus Universitet.

Anders Jahre-priserne er blevet uddelt af Universitet i Oslo siden 1960 og har både en hovedpris, samt en pris til yngre forskere, som professor Nissen også modtog i 2006.

Poul Nissen var fra 2007-2017 leder af grundforskningscentret Center for Membrane Pumps in Cells and Disease (PUMPkin) ved Aarhus Universitet og er i dag partner i Center for Proteins in Memory (PROMEMO), der ledes af professor Anders Nykjær.

Du kan læse mere om professor Nissens forskning og prisen her

Mere information om PROMEMO her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev