30. marts 2022

Pionercentret for Kunstig Intelligens er nu officielt åbnet

Danmarks nye Pionercenter for Kunstig Intelligens markerede i denne uge sin officielle åbning med et event, der sætter fokus på, hvordan grundforskning i kunstig intelligens kan være med til at løse nogle af samfundets største udfordringer og bringe Danmark helt i front inden for menneskecentreret kunstig intelligens.

Quiñonero Candela var hovedtaler ved åbningen af Pionercentret for Kunstig Intelligens

Den officielle åbning af Pionercenter for Kunstig Intelligens blev afholdt mandag den 28. marts i den sorte diamant.

Her blev deltagerne præsenteret for visionerne bag centret og fik konkrete eksempler på, hvordan grundforskningen i kunstig intelligens kan bruges til at løse nogle af samfundets store udfordringer.

Mennesket i fokus

Ifølge hovedtaler Joaquin Quiñonero Candela, technical fellow for AI hos LinkedIn, så er den næste grænse for udbredelsen af kunstig intelligens ikke teknologisk, men samfundsmæssig og menneskelig, og med det nye pionercenter vil Danmark kunne spille en helt central rolle – både nationalt og internationalt – i at udvikle kunstig intelligens, der sætter mennesker i fokus.

– Vi skal bygge AI, som folk kan stole på og som kan være til gavn for alle. Danmark har en lang tradition for tillid til demokratiske institutioner og er en af verdens førende inden for menneskecentreret design. De to ting har sat Danmark i en fremragende position til at udvikle kunstig intelligens med mennesker i fokus, slutter Joaquin Quiñonero Candela.

Centerdirektør, professor Serge Belongie, håber på, at centret med sit fokus på samfundsudfordringer, mennesker og design vil udfordre og forandre den måde, kunstig intelligens skaber værdi for Danmark.

– Pionercentrets unikke karakter afspejles i den måde, vi arbejder med store samfundsudfordringer på. De udfordringer, vi kommer til at konfrontere, er ikke kun et spørgsmål om big data og større modeller. I stedet beskæftiger vi os med menneskeforankrede problemer, hvor teknologiens bidrag bliver ligestillet med vitale bidrag fra bl.a. samfundsvidenskaben, participatorisk design, offentlig politik, journalistik og andre komponenter, forklarer centerdirektør og professor, Serge Belongie.

Læs mere om Pionercenter for Kunstig Intelligens

Læs pressemeddelelse fra Datalogisk Institut

Tilmeld dig vores nyhedsbrev