Pionercenter for Accelerating P2X Materials Discovery – CAPeX

Centerleder:

Professor Tejs Vegge/ co.lead Frede Blaabjerg

Periode:

1. maj 2023 – 30. april 2036

Værtsinstitution(er):

DTU Energy/AAU Energy

Bevilling:

300 mio. kr

Pioneer Center for Accelerating P2X Materials Discovery, CAPeX, skal blandt andet udvikle mere effektive og robuste materialer til at omdanne vand og CO2 til bæredygtige brændstoffer og kemikalier ved hjælp af grøn strøm fra vindmøller og solceller.

De mest effektive materialer, der i dag bruges til at producere brint ved hjælp af elektrolyse, er baseret på sjældne mineraler og jordarter. En af de vigtigste udfordringer for CAPeX er at udvikle nye bæredygtige katalysatorer til elektrolyse, som kan skaleres og udbredes globalt, og at levere bæredygtige løsninger til bl.a. tung transport og flytrafik, som kan gøres så effektive og billige, at de lever op til FN’s klimamål.

CAPeX samler førende eksperter og kompetencer fra de danske universiteter og tre internationale konsortier til udviklingen af en ny kraftfuld materiale-accelerations platform (MAP) til hurtig udvikling af materialer. En MAP kombinerer computersimuleringer, eksperimenter og synteserobotter i et lukket kredsløb blandt andet ved hjælp af kunstig intelligens. Platformen forventes at kunne 5-10 doble tempoet i udviklingen af nye materialer.

Centeret drives i et samarbejde mellem Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og Aalborg Universitet (AAU), og placeres i et nyt tværfagligt “Climate Challenge Laboratory” på DTU. Her vil forskere fra DTU, AAU, Københavns Universitet, Aarhus Universitet, og Syddansk Universitet skabe et banebrydende tværfagligt miljø for power-to-X-teknologi i samarbejde med internationale partnere fra Stanford University, Utrecht University og University of Toronto.

Hvad er et Pionercenter?

Etableringen af pionercentrene er en ambitiøs national satsning, som Uddannelses- og Forskningsministeriet har taget initiativet til. Etableringen sker i tæt samarbejde (og sam-finansiering) mellem uddannelses- og forskningsministeren, Danmarks Grundforskningsfond, Carlsbergfondet, Lundbeckfonden, Novo Nordisk Fonden, Villum Fonden og universiteter i Danmark.

Læs mere

Tilmeld dig vores nyhedsbrev