30. april 2020

Kort Nyt fra April

Forskningsprojekt fra CNAP vil kortlægge Covid-19 symptomer, Mette Birkedal Bruun er nyt medlem i DfiR, Jens Lundgren er med i 24 Spørgsmål til Professoren, forskere med tilknytning til DG hylder H.M. Dronningen med bidrag til særudgivelse fra Videnskabernes Selskab, forskning fra CEBI er på vej i det videnskabelige tidsskrift JEEA, og Hy-Q-forskere er et skridt tættere på at løse udfordring med adskilte kvantecomputere. Læs mere i DG’s Kort Nyt fra april her.

Forskningsprojekt fra CNAP vil kortlægge Covid-19 symptomer

Lektor Shellie Boudreau fra DG-centeret CNAP ved Aalborg Universitet leder forskningsprojektet C19 SYMMAPS, som går ud på at indsamle og kortlægge ny information om Covid-19 symptomer i den danske befolkning, herunder smertemanifestationer og distribution over tid. Alle kan deltage – uanset om man har eller ikke har symptomer på coronavirus, og alle data anonymiseres.

Læs mere projektet C19 SYMMAPS fra Boudreau fra CNAP her

Mette Birkedal Bruun er nyt medlem i DfiR 

Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DfiR) har fået ny formand samt fire nye medlemmer, herunder professor Mette Birkedal Bruun, der er centerleder ved grundforskningscenteret PRIVACY ved Københavns Universitet. Den nye formand, Frede Blaabjerg fra Aalborg Universitet, professor Bruun og de øvrige tre nye medlemmer; professor og centerleder Jes Broeng fra Danmarks Tekniske Universitet, professor MSO Kristine Niss fra Roskilde Universitet og forskningsdirektør Christina Aabo fra Ørsted er alle udpeget af Uddannelses- og Forskningsministeren og begyndte deres arbejde den 1. april 2020.

Få mere information i en pressemeddelelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet her

Jens Lundgren i 24 Spørgsmål til Professoren

Professor Jens Lundgren, der er centerleder ved DG’s Center for Præcisionsmedicinering af Smitsomme Komplikationer til Immundefekter (PERSIMUNE) ved Rigshospitalet, har deltaget i Weekendavisens podcast ’24 Spørgsmål til Professoren’ i en specialudsendelse med fokus på covid-19. I udsendelsen interviewes professor Lundgren af Lone Frank om coronaforskning på Rigshospitalet, som led i en række specialudsendelser om coronavirus, med det overordnede mål at belyse pandemien og dens konsekvenser fra forskellige vinkler.

Hør udsendelsen af ’24 spørgsmål til professoren’ med Jens Lundgren fra PERSIMUNE i Weekendavisen her

Forskere med tilknytning til DG hylder dronningen med bidrag til særudgivelse fra Videnskabernes Selskab

I anledning af H. M. Dronning Magrethe II’s 80-års fødselsdag d. 16. april 2020 udgav Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab en bog om det smukke ved forskningen som en gave til H. M. Dronningen. Bogen giver et indblik i 16 nulevende danske topforskeres arbejde, hvoraf en del af bidragene kommer fra forskere med tilknytning til Danmarks Grundforskningsfond. Blandt disse bidragsydere er professor Barbara Halkier, centerleder ved DynaMo, Københavns Universitet, og professor Bo Elberling, der er centerleder ved grundforskningscenteret CENPERM ved Københavns Universitet. Derudover har også DG’s direktør Søren-Peter Olesen, der selv er tidligere centerleder, samt flere andre tidligere ledere af DG-bevilligede forskningscentre bidraget til udgivelsen.

Læs mere om udgivelsen fra Videnskabernes Selskab her

Forskning fra CEBI på vej i det videnskabelige tidsskrift JEEA

Søren Leth-Petersen, vice-centerleder ved grundforskningscenteret CEBI ved Københavns Universitet, arbejder sammen med Henrik Yde Andersen fra Danmarks Nationalbank på et working paper om huspriser og udgifter, som vil blive udgivet i det videnskabelige tidsskrift Journal of European Economic Association (JEEA).  Huspriser og udgifter følger et fælles bevægelsesmønster, men man ved endnu ganske lidt om den underliggende mekanisme, der forbinder de to. I et forsøg på at blive klogere på dette, vil Leth-Petersen og Andersen udvikle en test, som kan skelne mellem hypotesen om en såkaldt boligformueseffekt og en sikkerhedseffekt.

Læs mere om forskningsarbejdet i en pressemeddelelse fra CEBI her

Vibrerende membran hjælper Hy-Q-forskere med at løse udfordring med adskilte kvantecomputere

Komplekse kvantesystemer kan korreleres med hinanden ved hjælp af såkaldt sammenfiltring. Sammenfiltring er et vigtigt redskab til at skabe forbindelse mellem fremtidige kvantecomputere, men har længe været en udfordring. Forskere fra grundforskningscenteret Hy-Q ved Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet, er nu for nylig lykkedes med at sammenfiltre to laserstråler og skabe sammenfiltring mellem optisk lys og mikrobølger ved hjælp af en særlig membran lavet af siliciumnitrid. Gruppens arbejde repræsenterer en ny måde at sammenfiltre, på og resultatet kan potentielt være en del af løsningen på at skabe forbindelse mellem to adskilte kvantecomputere. Resultatet er for nylig publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature Communications.

Du kan læse den videnskabelig artikel fra Hy-Q i Nature Communications her

Yderligere informationer om studiet kan findes i en pressemeddelelse fra Niels Bohr Institutet her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev