Det er både godt og skidt – Grønland i et fremtidigt klima
Den europæiske hedebølge har tørret flodlejerne ud og sat skove i brand, og samtidig smelter havisen på Nordpolen og sætter yderligere skub i drivhuseffekten. Men noget tyder på, at lige præcis permafrostoptøningen i Grønland ikke er den største synder, når vi taler om udledning af drivhusgasser. Professor Bo Elberling nuancerer klimadebatten efter ti års grundforskning i permafrost.
– Der eksisterer en gængs opfattelse af, at Arktis er en nettokilde til drivhusgasser i atmosfæren, og at en yderligere opvarmning gør ondt værre. Men vores forskning tyder på, at så enkelt er det ikke, og at Grønland fx ikke bidrager nævneværdigt til gasregnskabet, fortæller professor Bo Elberling, der i de sidste ti år har forsket i permafrostoptøningens udledning af drivhusgasser i det tværfaglige grundforskningscentret CENPERM (Center for Permafrost).
Grønland har det hele
– Mange tidligere studier på området har været baseret på projekter med fokus på fx en vegetationstype, nogle få år og et afgrænset geografisk område. Så det er helt fundamentalt for os, at vi har kunnet følge udviklingen i mere end 10 år, og at vi både har kunnet arbejde på et molekylært niveau i laboratoriet og med forsøg ude i landskabet i flere forskellige klimazoner året rundt. Så vores forskningsresultater kan nu med større sikkerhed sige noget entydigt – på tværs af det arktiske landskab.
– Grønland er helt ideelt til vores fokus, hvor vi har stillet skarpt på de processer, som er ansvarlige for et optag og en frigivelse af drivhusgasser fra den isfrie del af Grønland, fortæller Bo Elberling videre og peger op på et stort kort med Grønland, der hænger i hans kontor.
– Der er fugtigt sydpå, ørkendannelse nordpå, og den årlige middeltemperatur varierer fra syd til nord fra 5 til -11 grader. Vi har simuleret de forhold, vi forestiller os, der vil være om 10, 20 eller 50 år, og så har vi undersøgt, hvordan naturen responderer på det 10 forskellige steder i Grønland.
Et overraskende resultat
– Vi har arbejdet ud fra tesen om, at hvis det bliver varmere, vil permafrosten tø. Og så vil noget at det kulstof, der ophobes i permafrosten, blive omsat. Det vil frigive kuldioxid og metan, og det vil være en proces, der accelererer sig selv. Modhypotesen er, at optøning af permafrost samtidig betyder, at landskaber drukner og skaber vådområder, der beskytter og begraver organisk stof. Det organiske stof, som er begravet i Arktisk, er jo netop ophobet i perioder med et varmt og fugtigt klima. Så det gode spørgsmål for 10 år siden var: Hvad bliver styrende for, om Arktisk kommer til at blive en kilde for udledning af drivhusgasser eller modsat vil være et dræn for drivhusgasser i fremtiden? Det hurtige svar er vand, vand og vand.
Bo Elberling fortsætter med at forklare, at vådområder frigiver metan, der også er en bekymrende drivhusgas, men når vi taler om Grønland, så tyder meget på, at det tørre Nordøstgrønland optager mere metan end vådområderne, som findes mere udbredt mod syd. Derudover vil højere temperaturer og mere regn øge plantevæksten, der både over og under jorden vil medvirke til ophobning af kulstof. Så samlet set er det en række gode nyheder, set i en klimakontekst.
Elberling tilføjer, at de gode nyheder ikke ændrer ved, at de globale klimaændringer er virkelige og alvorlige, men at vi nok skal fokusere på ”vores egen baghave”, hvis vi vil gøre en forskel i forhold til drivhusgaseffekten. Opvarmningen af Arktis får mange alvorlige konsekvenser for dyr og mennesker i området, men den isfrie del af Grønland kommer formentlig ikke til at bidrage til et forøget udslip af drivhusgasser, som får betydning for atmosfærens indhold og dermed de globale klimaændringer.
Vi satte skibet i søen på det rette tidspunkt
Når Bo Elberling lukker og slukker i CENPERM, ser han tilbage på ti gode år, en lang række publikationer og nogle meget vigtige konklusioner, der forhåbentlig kan bidrage til at en øget forståelse og politisk handling i en ophedet klimadebat.
– Vi begyndte at forske i det her på det helt rigtige tidspunkt, men jeg ser nu også et behov for et markant sporskifte, siger Elberling, der nu vil koncentrere sig om vådområder i et globalt perspektiv.
– Vi ved for lidt om, hvordan vi skal forvalte disse på en bæredygtig måde, set i lyset af, at vådområder både skal binde kulstof, reducere drivhusgasfrigivelsen og samtidig bidrage til en global fødevaresikkerhed, nedsat forurening og reducere truslerne mod oversvømmelse.
Og hvis han skulle give en kommende centerleder tre gode råd med på vejen, så ville han sige: Sørg for at få et fysisk center, hvor alle kan være under samme tag. Den daglige kontakt mellem forskerne og fagområderne er vigtig. Sæt dit hold, hyr de rigtige folk, så du får alle funktioner dækket. Giv plads på alle fronter, og undgå for meget topstyring.
Læs også interview med Bo Elberling i Fortællinger fra Grundforskningens Grænseland