Naturtjek

NaturTjek er et Citizen Science projekt, hvor borgere kan hjælpe forskere fra grundforskningscenteret CMEC ved Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, med at identificere indikatorer på biodiversitet på tværs af Danmark. Dataene indsamles med mobil-applikationen ”NaturTjek”, som borgere kan bruge uden tidligere erfaring eller ekspertviden.
Læs mere om NaturTjek og andre Citizen Science projekter fra CMEC her
Astronomy on Tap

Det New York-baserede initiativ “Astronomy on Tap” har spredt sig til Europa, herunder til Aarhus, Danmark, hvor forskere fra grundforskningscenteret Stellar Astrophysics Centre (SAC), deltager i den danske version ”Astronomy on Tap – Aarhus”. Initiativet består af en række events, som afholdes månedligt på en lokal bar i Aarhus midtby, hvor offentligheden bydes indenfor til en astronomisk aften. De månedlige arrangementer indeholder quizzer og spil om astronomi samt to astronomi-relaterede oplæg afholdt af professionelle astronomer og undervisere. Derudover er opdateringer og diskussioner om aktuelle astronomiske begivenheder og fænomener, som kan ses på nattehimlen, eller som omtales i nyhederne, også en del af programmet – og alle er velkomne til at deltage.
Insektmobilen

Insektmobilen er endnu et Citizen Science forskningsprojekt fra grundforskningscenteret CMEC ved Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet. Projektet undersøger biodiversiteten blandt flyvende insekter i Danmark gennem frivillige borgere, der i sommeren 2018 og 2019, indsamler dyrene ved hjælp af et stort skræddersyet net, som monteres ovenpå borgerens bil.
Yderligere information om Insektmobilen og andre Citizen Science projekter fra CMEC kan findes her
FRIC Tapetet

I 2014 var København vært for den internationale videnskabsfestival Science in the City, og i den forbindelse deltog DG’s Center for Finansielle Friktioner (FRIC) med et imponerende 20 meter langt tapet, der både forklarede og visualiserede den kronologiske tidslinje for finanskrisen 2008 til 2013. Det enorme tapet hang langs væggen i kantinen på Copenhagen Business School (CBS) på Solbjerg Plads.
Danmarks Svampeatlas

Grundforskningscenteret CMEC står også bag Citizen Science projektet ”Danmarks Svampeatlas”, hvor borgere på tværs af landet kan hjælpe med at bidrage til at gøre os klogere på svampe i Danmark. Gennem den online platform ”Danmarks Svampeatlas”, kan borgere såvel som professionelle registrere deres fund af svampe eller gå på opdagelse i det allerede eksisterende data-register enten på kort, via billeder eller gennem de forskellige kategoriseringer af svampearter.
Find more information about The Danish Fungi Atlas at CMEC here
Genkendelsens Glæde

Som en del af erindrings-projektet i Den Gamle By, Aarhus, er DG’s Center for Autobiografisk Hukommelse (CON AMORE) ved Aarhus Universitet med i en dokumentarfilm om erindring for folk med demens. Dokumentaren er skabt af Zebra Media og introducerer samarbejdet mellem CON AMORE og Den Gamle By i erindringsprojektet ”Genkendelsens Glæde”, hvor folk med demens kan besøge museets rekonstruktion af et middelklassehjem fra 50’erne. Gennem sansning af det rekonstruerede 50’er-hjem og ved hjælp fra professionelle, kan de besøgende demenspatienter få muligheden for at erindre, hvad demensen ellers ikke giver dem nem adgang til.