CP3-Origins i spidsen for "Kvantebanditterne" – et nyt formidlingsprojekt målrettet børn og unge
Grundforskningscenteret CP³-Origins (Center for Cosmology and Particle Physics Phenomenology) på Syddansk Universitet står for Kvantebanditter, et formidlingsprojekt, der introducerer børn, unge og den brede offentlighed for fysikfaget og ikke mindst universets mysterier. Centerleder Francesco Sannino er sammen med Professor MSO Claudio Pica og Lektor Thomas Ryttov initiativtagerne bag. Projektet er finansieret af A.P. Møller Fonden med 4 mio. kr.
Læs mere via A.P. Møller Fonden, her
Målet er at inspirere en ny generation af forskere.
Centerleder Francesco Sannino understreger, at kvantefysik kan være svaret på mange af menneskehedens udfordringer med eksempelvis udvikling af kvantecomputere, nye materialer, energiforsyning, og telekommunikation. Derfor bør kendskab til, hvad der foregår på CP3 Origins, i følge Sannino ikke være forbeholdt fysikere og forskere. Det gælder om at inspirere alle og især børn og unge til at interessere sig for naturvidenskab og kvantefysik for at sikre en ny generation af forskere.
Stor interesse for projektet
“Interessen for Kvantebanditterne er stor, og før der blev åbnet for booking af præsentationer i januar 2017, havde mere end 30 skoler allerede henvendt sig”, fortæller Majken Christensen, Outreach Coordinator for projektet. En af de skoler, som har haft glæde af projektet er Giersings Realskole i Odense. Skoleleder Poul Haahr Pedersen herfra er begejstret for projektet: “Vi vil gerne have løftet det faglige niveau og få nogle andre perspektiver på tingene. Eleverne kan godt lide, at der kommer folk udefra, og der bliver lyttet meget til dem. Der skal også være noget for de kreative hjerner, der tænker lidt skævt“.
Hvor mange mennesker kan der bo på bagsiden af månen, uden vi ved det?
Spørgsmål som disse, kan forskerne være heldige at blive mødt med, når de formidler deres forskning til børnehavebørn. Kvantebanditterne har skræddersyede præsentationer henvendt til forskellige målgrupper. Den på Giersings Realskole hedder Kvantefronter og er rettet mod unge fra 7. klasse og opefter. En anden type arrangement hedder Kvanteby, og her er der tale om offentlige events for den brede befolkning i afslappede rammer, hvor en forsker bliver inviteret til at snakke om sit særlige kvantefysiske felt. Kvantebanditterne omfatter også et såkaldt Genius-program rettet mod de mest talentfulde 3. g’ere og nye studerende. En digital vidensportal om kvantefysik for skolelærere og elever er under udvikling sammen med en tegnefilmserie, der skal forklare kvantefysik ud fra et animeret univers. En grundtanke i Kvantebanditter er, at forskere står for alt materialet, så fagligheden er i top.