CMEC og Center for GeoGenetik har været med til at udvikle metode til bekæmpelse af sneglefeberparasitter

07. maj 2019

En ny metode udviklet af forskere fra Københavns Universitet kan spore de frygtede sneglefeberparasitter i vandprøver. Det viser et nyt studie udført i et samarbejde mellem bl.a. forskere fra Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, og forskere fra DG’s Center for Makroøkologi, Evolution og Klima (CMEC) og DG’s Center for GeoGenetik. Studiet er for nylig blevet offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift PNAS.

Parasitlarver (små hvide prikker) udskilles i vandet fra ferskvandssneglen. Foto: Henry Madsen, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab/©DBL - Danish Bilharziasis Laboratory, Denmark
Parasitlarver (små hvide prikker) udskilles i vandet fra ferskvandssneglen. Foto: Henry Madsen, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab/©DBL – Danish Bilharziasis Laboratory, Denmark

Et forskerhold fra KU bestående af blandt andet adjunkt Anne-Sofie Stensgaard fra grundforskningscenteret CMEC, forskere fra DG’s Center for GeoGenetik samt forskere fra Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab står bag et studie udgivet i PNAS, som viser, at en en ny eDNA-metode kan spore såkaldte sneglefeberparasitter i vand. Parasitterne forårsager sygdommen schistosomiasis, der er skyld i mere end 200.000 dødsfald årligt.

Parasitlarverne frigives fra ferskvandssnegle og svømmer omkring, indtil de finder et menneske. Her trænger de ind gennem huden og tager føde til sig gennem blodbanen, parrer sig og producerer tusindvis af æg. Infektionen af disse parasitlarver kan føre til blodmangel, vævs- og organskader samt indlæringsproblemer hos børn. Og de invaliderende parasitlarver er så små, at de næsten er usynlige for det blotte øje, hvilket gør larverne svære at spore.

Men med metoden baseret på eDNA – også kaldet miljø-DNA – som er udviklet af Mita Sengupta fra Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, ved Københavns Universitet, kan forskerne identificere molekylære fragmenter fra farlige parasitter direkte i en vandprøve, uden at kunne se de meget små larver. Metoden kan derfor være et vigtigt værktøj i kampen mod den invaliderende sygdom schistosomiasis også kaldet sneglefeber.

”Dette er et stort skridt mod forbedret overvågning af denne meget oversete parasitære sygdom. Indtil nu har metoden til at identificere parasitforurenet vand i tropiske og subtropiske områder været at finde de ferskvandssnegle, der fungerer som mellemvært, og undersøge dem visuelt for disse bittesmå parasitlarver. Det er et langsommeligt arbejde, der kræver folk med ekspertviden om snegle,” forklarer Mita Sengupta.

Sammen med kenyanske samarbejdspartnere har de danske forskere sammenlignet den nye miljø-DNA metode med den traditionelle metode med indsamling af snegle fra vandområder i det centrale Kenya, hvor mange mennesker lider af sygdommen. Her viste laboratorieanalyserne at miljø-DNA metoden var i stand til at identificere parasitter i flere områder end den traditionelle metode.

“Sammenlignet med den traditionelle metode med indsamling af snegle har den nye miljø-DNA-metode den store fordel, at den kan opdage smitte selv i områder, hvor man finder meget få inficerede mennesker og ingen inficerede snegle. Det gør metoden til et vigtigt værktøj i kampen for at udrydde denne parasitære sygdom fra mange områder i troperne. Da sygdommen for nyligt er dukket op på Korsika, vil den nye metode også være nyttig i overvågning af spredningen af sygdommen til områder udenfor dens normale geografiske udbredelse på grund af klimaændringer og øget migration af mennesker,” forklarer Anna-Sofie Stensgaard, der er adjunkt ved CMEC og seniorforfatter på studiet.

Læs den videnskabelige artikel i PNAS her 

Læs mere om studiet i en pressemeddelelse fra CMEC her