9. marts 2022

BigQ vil udvikle en fotonisk kvantecomputer

Et nyt projekt vil udvikle en ny type kvantecomputer, der gør brug af fotoniske systemer. Grundforskningscenteret Center for Macroscopic Quantum States (bigQ) ved DTU er en del af projektet, som er blevet døbt Photonic Quantum Computing (PhotoQ), hvor ambitionen er at overhale de nuværende kvanteprocessorer indenom.  

Billedet giver et glimt af det optiske system, der er grundlaget for PhotoQ projektets fotoniske kvantecomputer.
Billedet giver et glimt af det optiske system, der er grundlaget for PhotoQ projektets fotoniske kvantecomputer. Foto: Jonas Schou Neergaard-Nielsen.

Grundforskningscenteret Center for Macroscopic Quantum States (bigQ) ved DTU er en del af et nyt projekt, som vil udvikle en fotonisk kvantecomputer. Projektet PhotoQ vil lave en kvantecomputer, der adskiller sig fra de nuværende ved at bruge en anden teknologisk platform, og som bygger på tidligere forskning fra DTU. Holdet bag projektet håber på, at de nye kvantecomputere vil kunne give danske virksomheder et teknologisk forspring i fremtiden.  

Vi har de seneste år målrettet forfulgt en ambition om at udvikle en fotonisk kvanteprocessor og demonstrere platformens potentiale. Vi er nået et langt stykke af vejen, og PhotoQ giver os mulighed for at gå fra forskning til innovation og sætte kursen mod en universel fejlkorrigeret kvantecomputer,” fortæller professor Ulrik Lund Andersen, der er centerleder ved bigQ, og som står bag PhotoQ. 

En fotonisk kvantecomputer 

De fotoniske systemer vil være nøglen til at adskille den nye kvantecomputer fra de nuværende, hvor de fotoniske processor gør den lettere at skalere, og dermed gør den mindre bekostelig og energikrævende. Projektet vil kombinere forskning med innovation for at hjælpe de danske virksomheder og give dem en teknologisk fordel i fremtiden. 

”Når vi leverer ruteoptimering til logistikbranchen, så er det et udvidet ”traveling salesman”-problem vi løser. For en tur med 10 stop kan der være over 3 millioner mulige ruter, og vi skal finde den optimale. Det kræver enorm regnekraft. PhotoQ er for os en ideel chance for at undersøge de fordele, en kvantecomputer kan tilføre vores virksomhed,” fortæller Lasse Jiborn, der er kommerciel direktør hos AMCS Group, som også er en del af projektet. 

Udover bigQ og AMCS Group er Molecular Quantum Solutions, Aarhus Universitet, Kvantify og NKT Photonics ligeledes en del af PhotoQ.   

Du kan læse mere om bigQ her 

Mere information om projektet PhotoQ her 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev