17. oktober 2019

Tidligere DG-centerleder Karl Anker Jørgensen er den første modtager af H.C. Ørsted Guldmedaljen i 30 år

For første gang i 30 år har Selskabet for Naturlærens Udbredelse og Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab valgt at uddele en H. C. Ørsted Guldmedalje. Prisen gives i kemi, og modtageren er Karl Anker Jørgensen, der er professor i kemi ved Aarhus Universitet og tidligere centerleder ved DG’s Center for Katalyse, der havde bevilling fra fonden fra 1997-2008. Guldmedaljen blev overrakt af Hendes Majestæt Dronningen i det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab den 16. oktober 2019.

Professor Karl Anker Jørgensen.
Professor Karl Anker Jørgensen. Foto: Videnskabernes Selskab

Professor og tidligere centerleder ved DG’s Center for Katalyse, Karl Anker Jørgensen, modtager H.C. Ørsted medaljen i guld – en hæder, der ikke er blevet uddelt i 30 år. Professor Jørgensen modtager guldmedaljen for sin internationalt banebrydende forskning inden for katalytisk kemi samt for sine fremragende evner til at formidle videnskabelige resultater til et bredere publikum.

Professor Karl Anker Jørgensen forsker i asymmetrisk katalyse. Med udgangspunkt i naturens kemi har han udviklet katalysatorer, der kan styre den tredimensionale dannelse og opbygning af molekyler, der forekommer som spejlbilleder af hinanden. Karl Anker Jørgensens forskning er blandt andet blevet brugt industrielt til fremstilling af medikamenter på en mere bæredygtig måde.

Udover guldmedaljen følger et rejselegat på 75.000 DKK fra Carlsbergs Mindelegat og energiselskabet Ørsted i anledning af det kommende 200-års jubilæum for H. C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen i 1820.

Guldmedaljen uddeles sjældent, og med overrækkelsen til professor Jørgensen er medaljen nu givet til 17 modtagere på 110 år, herunder blandt andet til Nobelprismodtager Niels Bohr i 1924.

Læs mere om H. C. Ørsted Guldmedaljen og professor Jørgensens forskning i en pressemeddelelse fra Videnskabernes Selskab her

Yderligere information i en pressemeddelelse hos Aarhus Universitet her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev