Studie udspringer af DG-bevilling til CSE: Fjernelse af børns mandler øger risiko for astma
Jacobus Boomsma var fra 2005-2015 centerleder på Center for Social Evolution (CSE) med bevilling fra DG. Boomsma har i et nyt studie, som udspringer af bevillingen, fundet indikationer på at fjernelse af børns mandler og polypper øger risikoen for udviklingen af astma og allergier senere i livet.
I et nyt studie viser professor og tidligere DG-centerleder Jacobus Jan Boomsma sammen med kollegaerne Sean G. Byars og Stephen C. Stearns at børn, der får fjernet mandler eller polypper, har betydeligt forhøjet risiko for at udvikle astma og allergiske sygdomme senere i livet. Forskningsresultatet udspringer af DG’s 10-årige bevilling fra 2005-2015 til Center for Social Evolution, hvor Boomsma var centerleder.
Studiet er netop udgivet i tidsskriftet JAMA Otolaryngology og tager udgangspunkt i undersøgelsen af knap 1,2 millioner danske børn, der blev født mellem 1979 og 1999, og som har fået fjernet mandler eller polypper. Undersøgelserne blev foretaget fra børnene var ti år, frem til de var 30 år.
Forskningsresultatet viser blandt andet, at omtrent 60.000 af de børn, som har fået fjernet mandler i barndommen, udvikler luftvejssygdomme senere i livet. Det svarer til omtrent hvert femte barn. Det er første gang et forskningsprojekt i så stor skala ser nærmere på i langtidseffekten af at fjerne immunorganerne hos børn.
”Studiet viser, at der er en del utilsigtede bivirkninger. Man bliver især mere udsat for sygdomme i de øvre luftveje,” siger professor Jacobus Jan Boomsma til DR og tilføjer: ”Vores forskning viser, at der er al mulig grund til at være forsigtig. Det understreger, at det ikke er en gratis omgang senere i livet”.
Forskningen udspringer fra et datagrundlag indsamlet under centrets forskningsprogram Evolutionary Medicine der i 2008 blev til som en del af bevillingen fra DG. Forskningsresultatet er derfor et eksempel på, at DG’s langsigtede bevillinger kan skabe grobund for forskning fremadrettet.
I dag foretages ca. 7000 operationer årligt, hvor mandlerne fjernes helt eller delvist hos børn i Danmark. Flere medier både nationalt og internationalt har omtalt centerets forskningsresultater.
Den videnskabelige artikel kan findes hos JAMAnetwork her