24. oktober 2018

Stort ERC Synergy Grant til centerleder Jørgen Ellegaard Andersen

Det Europæiske Forskningsråd (ERC) har bevilget et ERC Synergy Grant på 10 millioner Euro til projektet ”Recursive and Exact New Quantum Theory” (ReNewQuantum). Centerleder for DG-centret QGM Jørgen Ellegaard Andersen bliver primær forskningsleder på projektet, der får Aarhus Universitet som primær forskningsinstitution. Det er første gang siden 2013, at ERC uddeler Synergy Grants.

Den 23. oktober offentliggjorde Det Europæiske Forskningsråd modtagerne af de meget eftertragtede ERC Synergy Grants på op til 10 millioner Euro, svarende til 74,6 millioner DKK. Bevillingstypen gives til grupper på to-fire forskere, der kan bringe deres komplementære evner, viden og ressourcer sammen for i fællesskab at adressere et forskningsområde.

Et af projekterne, som i denne omgang modtager 10 millioner euro, er ”ReNewQuantum”, og projektets primære forskningsleder bliver professor Jørgen Ellegaard Andersen, der er centerleder for DG-centret Center for Quantum Geometry of Moduli Spaces (QGM) ved Aarhus Universitet. Universitetet bliver også projektets primære forskningsinstitution.

Projektet tager afsæt i forskningsområdet kvanteteori, der også er det overordnede fokus for QGM. Hvor QGM med stor succes har fokuseret på specifikke kvanteteorier og arbejdet med matematiske modeller for kvantefeltteorier, er ReNewQuantum rettet mod kvanteteori i et mere generelt perspektiv og fokuserer på at benytte en helt ny tilgang til området.

”Det er en fantastisk mulighed at kunne koncentrere sig om dette fascinerende område imellem matematik og fysik i en længere sammenhængende tidsperiode,” siger professor Ellegaard Andersen.

Han forklarer, at hvor kvantemekanik har et solidt matematisk fundament, eksisterer der ikke et for kvantefeltteori —  især for teorier med en kompleksitet på niveau med standardmodellen for elementær partikelfysik, samt for strengteori, som er den hidtil bedste kandidat for kvantegravitation.

De resterende tre forskningsledere på projektet er Marcos Mariño fra University of Geneva, Maxim Kontsevich fra IHES og Bertrand Eynard fra Institut de Physique Théorique.

Bedømmelsesudvalget beskriver holdet som forskere i verdensklasse inden for matematisk fysik, og at de tilsammen danner et synergetisk hold med enormt potentiale. Der tilføjes, at det er svært at forestille sig et stærkere hold til det foreslåede projekt.

Det er første gang siden 2013, at ERC uddeler de eftertragtede Synergy Grants, og i alt ni procent af de ansøgte projekter modtager bevilling. Desuden er det første gang, Aarhus Universitet er involveret i en ERC Synergy bevilling, og første gang, at en ERC Synergy bevilling gives til et rent matematisk/teoretisk fysik projekt.

Læs mere om forskningsprojektet og bevillingen hos Aarhus Universitet her

Yderligere information kan findes hos ERC her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev