Stor nyhed fra DAWN-forskere: Sidste puslespilsbrik i grundstoffernes oprindelse er nu fundet
Pressemeddelelse fra KU SCIENCE: Det første klokkeklare bevis på, hvor de tungere grundstoffer kommer fra, er nu fundet af en forskergruppe anført af Københavns Universitet. For første gang har man nemlig påvist et stof tungere end jern skabt i et neutronstjerne-sammenstød, og det løser en fundamental gåde om universets historie.

Siden 1950’erne har vi vidst, at brint og helium blev dannet under Big Bang, og at alle grundstoffer til og med jern er skabt i kernefusioner inde i stjerner. Men jern er kun nr. 26 ud af ca. 90 naturligt forekommende stoffer i det periodiske system. Hvordan de øvrige, tungere grundstoffer er landet på Jorden, har været et mysterium. I en del år har vi vidst, at nogle af dem dannes i såkaldte AGB-stjerner, men langt fra dem alle. Så hvad med resten?
Nu har et forskerhold anført af astrofysiker Darach Watson fra Niels Bohr Institutet og DG-centret DAWN som de første nogensinde fundet det spektroskopiske bevis på, at der bliver skabt tunge grundstoffer i den eksplosion, der sker, når to neutronstjerner støder sammen. Forskerne har nemlig identificeret metallet strontium i et spektrum fra den neutronstjerne-kollision, der blev observeret i 2017. Resultatet er netop blevet publiceret i Nature.
”Det er ikke før lykkedes at identificere et grundstof skabt i et neutronstjerne-sammenstød. Folk har haft stærke formodninger og indicier på, at det var der, mange af de tunge grundstoffer blev til, men det utvetydige bevis har ikke været der før nu. Det er så at sige den rygende pistol, vi står med,” siger astrofysiker Darach Watson fra Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet og tilføjer:
”Det er et af de mest fundamentale spørgsmål om universet, som vi nu har svaret på. Hvorfra kommer de stoffer, som alting er bygget af? Man kan godt sige, at det er puslespillets sidste brik, vi har fundet.”
Læs resten af nyheden i pressemeddelelsen hos Københavns Universitet her
Læs mere om forskningen hos Videnskab.dk her