SAC hjælper NASA med at stille uret på ny planetjæger i rummet
Forskere fra Stellar Astrophysics Centre (SAC) ved Aarhus Universitet skal hjælpe NASA med at stille uret på rumteleskopet TESS, der blev sendt ud i rummet d. 18. april. TESS har netop sendt de første prøvebilleder tilbage til Jorden, og denne uge afholdes den internationale konference TASC4/KASCII på Aarhus Universitet, hvor eksperter fra hele verden blandt andet skal diskutere rumteleskopets mission.
En forskergruppe på DG-centeret SAC ved Aarhus Universitet er i øjeblikket travlt optagede af at stille uret meget nøjagtigt på NASA’s nyeste rumteleskop, TESS, som skal lede efter exoplaneter i lyset fra fjerne stjerner. Planetjægeren blev opsendt fra Cape Canaveral Air Force Station, Florida, USA, d. 18. april og har for nyligt knipset de første testbilleder, som viser hundredetusindevis af stjerner i stjernebilledet Sydkorset.
Carolina von Essen fra SAC leder arbejdet med at stille uret på TESS, sammen med en mindre gruppe andre forskere. For at forskere kan sammenligne observationer fra TESS med observationer foretaget med teleskoper på Jorden, er det ekstremt vigtigt, at uret går korrekt og er synkroniseret med de andre teleskopers ure.
Derfor er Carolina og resten af forskerteamet nu i gang med at observere de samme stjerner med TESS og med en række jordbaserede teleskoper i Argentina, for at kunne bestemme forskellen på de tidspunkter, som TESS ‘tror’, og så de korrekte klokkeslæt fra Jorden. Efter at urene er synkroniseret, vil forskerne forsat tjekke uret rutinemæssigt, så længe TESS observerer, og opgaven forventes derfor at vare mindst to år.
Netop i denne uge mødes eksperter fra hele verden oven i købet i Aarhus for blandt andet at diskutere det fremtidige arbejde med data fra rumteleskopet. Anledningen er den internationale konference TASC4/KASCII på Aarhus Universitet, hvor fokus er forskning indenfor stjerne-evolution, exoplaneter og galaktisk arkæologi. Omtrent 160 af verdens astronomer vil deltage i konferencen, og flere fra NASA’s forskellige satellitprojekter er iblandt deltagerne og samarbejder med forskere fra SAC på Aarhus Universitet om blandt andet TESS-missionen.
Konferencen foregår fra søndag den 8. juli til fredag den 13. juli på Aarhus Universitet.