Riikka Rinnan fra CENPERM modtager en af EliteForsk-priserne 2020
Professor Riikka Rinnan fra DG’s Center for Permafrost (CENPERM) ved Københavns Universitet er iblandt dette års prismodtagere af Uddannelses- og Forskningsministeriets fem EliteForsk-priser. Prisen får professor Rinnans blandt andet for sin forskning i ildelugtende gasser under den arktiske jordbund. De fem priser uddeles årligt af Uddannelses- og Forskningsministeriet til forskere i international topklasse under 45 år.
Riikka Rinnan, der er professor ved grundforskningscenteret CENPERM, er iblandt modtagerne af Uddannelses- og Forskningsministeriets EliteForsk-pris 2020. Rinnan modtager prisen for sin forskning i de tusindvis af gasser, kaldet VOC-gasser, der gemmer sig under den frosne jord i Arktis. VOC-gasser fungerer som planternes og træernes kommunikationsform, og bærer derfor på vigtig information om, hvordan naturen påvirkes på godt og ondt af klimaændringer.
Men VOC-gasserne er også ekstremt flygtige og reaktive. På den ene side kan de forstærke den globale opvarmning, hvis de kommer i kontakt med menneskeskabt forurening såsom fra bilers udstødning. På den anden side kan gasserne have en nedkølende effekt på klimaet ved at blive til partikler og danne skyer, som reflekterer solens stråler.
“Det er virkelig svært at sige, hvad den samlede effekt er, fordi den er forskellig fra sted til sted. Men i den rene, arktiske luft har VOC-gasser, frigivet fra planter og jord, sandsynligvis større betydning end i tætbefolkede områder med masser af udledning fra menneskeskabte kilder,” fortæller Rinnan.
På længere sigt er det Riikka Rinnans håb, at gruppens forskning i VOC-gasser kan være med til at videreudvikle de avancerede klimamodeller, som blandt andet indgår i FN’s klimapanels arbejde. Modellerne er med til at forudsige kædereaktionerne, som går i gang, når permafrosten smelter på grund af global opvarmning.
”Vi hylder nogle af de skarpeste forskere herhjemme, som er med til at gøre en forskel for Danmark. De fem forskere har hver fået en ide, formået at forfølge den og har ført ideen ud i livet med fremragende forskning. Det er meget forskellige forskningsprojekter og resultater, som på hver deres måde lægger kimen til at løse nogle af Danmarks og verdens store samfundsudfordringer. Det er vigtigt. Og det skal selvfølgelig fejres og anerkendes,” siger Ane Halsboe-Jørgensen.
Prisoverrækkelsen fandt sted d. 27. februar og blev uddelt af H.K.H. Kronprinsessen og Uddannelses- og Forskningsminister, Ane Halsboe-Jørgensen, i Operaen i København. Som en del af prisen modtager de fem forskere hver 1,2 millioner kroner, hvoraf 1.000.000 kroner skal gå til forskningsaktiviteter, mens 200.000 kroner er en personlig hæderspris.
Se Riikka Rinnan fortælle om sin forskning i en video fra Uddannelses- og Forskningsministeriet her:
-
- Professor Sine Reker Hadrup, Institut for Sundhedsteknologi, Danmarks Tekniske Universitet
- Professor Mads Meier Jæger, Sociologisk Institut, Københavns Universitet
- Professor Anders Møller, Institut for Datalogi, Aarhus Universitet
- Lektor Tobias Richter, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet
Unge forskere fra DG-centre modtager rejsestipendier
20 ph.d.-studerende modtager desuden EliteForsk-rejsestipendier på hver 200.000 kroner. Stipendierne hjælper de studerende med at rejse ud og få erfaring fra nogle af verdens bedste forskningsmiljøer indenfor deres område. Iblandt årets modtagere er tre talentfulde forskere tilknyttet DG-centre. De tre er:
- Rasmus Vangshardt, Ph.d.-studerende, cand.mag., Syddansk Universitet, Institut for Historie, Centre for Medieval Literature (CML). Forskningsprojekt: Verdensteatret mellem middelalder og modernitet
- Bastian Felter Vaucanson, Ph.d.-studerende, cand.theol., Københavns Universitet, Det Teologiske Fakultet, Center for Privacy Studies (PRIVACY). Forskningsprojekt: Magt og selvydmygelse ved Solkongens hof: En undersøgelse af kongelig privathed på Versailles (1689-99)
- Nikolaj Kofoed Mandsberg, Ph.d.-studerende, cand.polyt., Danmarks Tekniske Universitet, DTU Health, Center for Intelligent Oral Drug Delivery Using Nano and Microfabricated Containers (IDUN). Forskningsprojekt: Bioinspirerede materialer: Evolutionens løsninger anvendt på samfundets teknologiske udfordringer.
Du kan læse Danmarks Frie Forskningsfonds begrundelse for indstilling af professor Riikka Rinnan her