Postdoc Peter Laursen tilknyttet DAWN vinder pris for bedste formidling på Forskerzonen i 2018

16. januar 2019

Astrofysiker Peter Laursen, der er postdoc ved Universitetet i Oslo og desuden tilknyttet DG’s Cosmic Dawn Center (DAWN) ved Niels Bohr Instituttet og DTU Space, har vundet læserprisen for bedste forskningsformidling i 2018 hos Videnskab.dk’s Forskerzonen med artiklen “Big Bang: en øjenvidneberetning”.

Peter Laursen, postdoc ved Universitetet i Oslo og tilknyttet grundforskningscentret DAWN, er vinderen af Forskerzonens pris for bedste forskningsformidling 2018. Foto: Kristian Højgaard Nielsen.
Peter Laursen, postdoc ved Universitetet i Oslo og tilknyttet grundforskningscentret DAWN, er vinderen af Forskerzonens pris for bedste forskningsformidling 2018. Foto: Kristian Højgaard Nielsen/Videnskab.dk.

Peter Laursen, der er postdoc ved Institut for Teoretisk Fysik, Universitetet i Oslo og desuden tilknyttet grundforskningscenteret DAWN ved KU og DTU, har vundet Forskerzonens pris for bedste forskningsformidling 2018 med artiklen ”Big Bang: en øjenvidneberetning”. I sin artikel inviterer Peter Laursen læseren med ud på en opdagelsesrejse 14 milliarder år tilbage i tiden, til de allerførste minutter efter Big Bang.

Laursen’s artikel tager udgangspunkt i forestillingen om, hvordan det hele ville se ud, hvis man rent faktisk var til stede og så oplevede Big Bang med egne øjne. Læseren sendes i artiklen ud på en ”baglæns sightseeing” gennem tiden, sammen med den fiktive observatør Alice, der er iført en magisk rumdragt.

“Indenfor mit fag opfinder vi ikke en ny, smart mobiltelefon eller en kur mod cancer. Men til gengæld kan vi udvide vores fælles horisont. Vi arbejder for menneskeheden, og det er – til dels – borgerne, der betaler vores løn. Derfor har vi en forpligtelse til at lade borgerne vide, hvad det er, vi sidder og laver, og hvordan det hjælper os med at forstå den verden, vi lever i,” forklarer Peter Laursen til Videnskab.dk og tilføjer:

“Alle burde gøre det, for det giver et indblik i det, vi laver. Man kan hurtigt glemme det, men man skal huske på, at vi i bund og grund forsøger at finde ud af noget, som, vi mener, at alle burde vide.”

Med 236 stemmer blandt læserne ud af i alt 1.314, sikrede Laursen sig en førsteplads iblandt ti artikler, der var blevet udvalgt af Videnskab.dk som de absolut bedste fra året på Forskerzonen. Udover sin artikel på Forskerzonen har Laursen en del erfaring med at formidle sin viden og forskning både på skoler og gymnasier, i interviews eller i brevkassen på hans egen hjemmeside, og for Laursen er formidlingen en vigtig del af det at være forsker.

“Grib muligheden for at formidle, når du får den! Det tager noget tid at gøre det, men til gengæld får man noget ud af det personligt, og folk begynder at kontakte en, fordi de har fundet din artikel eller set dit foredrag et sted. Derefter kan det ske, at du bliver kontaktet mere og mere, for eksempel i forbindelse med interviews om det område, som du er ekspert på,” fortæller Laursen.

Læs Peter Laursen’s artikel hos Videnskab.dk her

Læs mere om prisen til Laursen hos Videnskab.dk her