30. maj 2018

Portræt af centerleder Anja Boisen hos DTU

I et portræt på DTU’s hjemmeside fortæller Anja Boisen om sin vej til en karriere som topforsker, om sin forskning og om hverdagen som centerleder.

Anja Boisen.
Anja Boisen. (Foto: Mikal Schlosser, DTU)

Anja Boisen er leder af grundforskningscentret Center for Intelligent Drug Delivery and Nanomechanical Sensors (IDUN). Her arbejder man blandt andet på at udvikle små mikrocontainere, som kan indtages oralt og beskytte aktive lægemiddelstoffer på vejen igennem maven.

I et portræt (find link nederst på siden) hos DTU fortæller hun om sin forskning og sin vej ind i forskningsverdenen, for Boisen har ikke taget den klassiske vej til en karriere som topforsker. Da hun i sin tid skulle vælge uddannelse, var både journalistuddannelsen og en uddannelse på DTU i spil, men det endelige valg faldt på den naturvidenskabelige basisuddannelse på Roskilde Universitet (RUC).

Hendes kvindelige mentor fik stor betydning for valget af fysik som overbygning, og i 1993 afsluttede hun sin kandidat i fysik på RUC. Hun søgte derefter en Ph.d.-stilling på Københavns Universitet, men fik et af de få afslag i sit liv og begyndte efterfølgende at arbejde som gymnasielærer. Selvom jobbet var givende for Boisen, frygtede hun i længden af brænde ud i faget, så da hun i 1994 fik mulighed for at påbegynde en erhvervs-ph.d. hos DTU og virksomheden Danish Micro Engineering, slog hun til.

”Alt var nyt og det var rimelig nemt at etablere sig selv og finde sit eget felt – konkurrencen var ikke så hård som nu. Jeg kan godt lide at finde områder, der ikke er tæt besat i forvejen. Det giver ikke altid flest citationer, men det er mere spændende. Man har ikke samme bekymring om, hvorvidt man træder andre over tæerne eller skal løbe vildt stærkt – og det er sjovt at arbejde på noget som ingen eller meget få har prøvet tidligere,” fortæller Anja Boisen til DTU.dk

Efter afsluttet ph.d. fik Anja Boisen en postdoc-stilling og frie rammer. Kort efter fik hun bevillingsstøtte fra forskningsprogrammet Freja, der dengang i 1999 netop var blevet iværksat for at fremme unge, kvindelige forskere i Danmark.

Siden har Anja Boisen etableret sig som absolut topforsker på sit felt og blandt andet modtaget EliteForsk prisen i 2012 samt en række store bevillinger, herunder centerbevillingen til IDUN fra Danmarks Grundforskningsfond i 2015. IDUN er delt i to: IDUN Drug – med bevilling fra DG – og IDUN Sensor – med bevilling fra Villum Fonden – som henholdsvis fokuserer på målrettet medicinering og nanomekaniske sensorer. Begge forskningsgrupper arbejder tæt sammen.

Læs mere i portrættet af Anja Boisen hos DTU her

Læs også om nyt projekt på IDUN ledet af Boisen og støttet af Novo Nordisk Fonden

Tilmeld dig vores nyhedsbrev