23. september 2020

To DG-centre modtager stor millionbevilling til udvikling af kvantesimulatorer

En af kvanteteknologiens største satsninger, kvantecomputeren, forventes at skulle løse indviklede og komplekse problemstillinger indenfor en bred vifte af fagområder. Et af  disse områder er medicin, hvor kvantecomputerens enorme kraft skal identificere medicin, der virker, med langt større hastighed end i dag. To grundforskningscentre, Hy-Q og QDev ved Københavns Universitet har begge modtaget en stor millionbevilling fra Novo Nordisk Fondens Challenge Programme til et tværfagligt samarbejde om at udvikle specialiserede kvantecomputere til gavn for fremtidens medicin.

Billedet viser en håndfuld piller, som er væltet ud af et plastikpilleglas på en orange baggrund.
Billedet viser en håndfuld piller, som er væltet ud af et plastikpilleglas på en orange baggrund. Foto: Christina Victoria Craft på Unsplash

To grundforskningscentre, Hy-Q og QDev ved Københavns Universitet, har netop modtaget 60 millioner kroner fra Novo Nordisk Fondens Challenge Programme til udviklingen af specialiserede kvantecomputere til gavn for fremtidens medicin. Med bevillingen skal de to centre sammen starte et nyt tværdisciplinært center med fokus på at udvikle såkaldte kvantesimulatorer, der skal gøre det hurtigere at opdage medicin, der virker.

”I dag prøver man sig i høj grad frem, når der skal udvikles ny medicin, fordi man med normale metoder ikke kan regne ud, hvordan proteiner og andre komplekse systemer reagerer på nye medicinske produkter. Her giver kvanteteknologierne os nye muligheder, da vi vil kunne udvikle specialiserede kvantesimulatorer, som er skræddersyede til at tackle disse processer,” siger professor Peter Lodahl, der er centerleder ved Hy-Q.

Det nye center hedder ”Solid-state quantum simulators for biochemistry” (Solid-Q), og skal arbejde på at anvende og integrere to typer af kvantesimuleringshardware for at lave kvantemekaniske beregninger af komplekse biomolekyler. Ambitionen er at øge hastigheden hvorved ny medicin udvikles, da det i dag er en ganske tidskrævende proces.

Holdet bag Solid-Q tæller blandt andet professor og centerleder ved grundforskningscenteret Hy-Q Peter Lodahl samt adjunkt Anasua Chatterjee, lektor Ferdinand Kuemmeth, lektor Mark Rudner, lektor Thomas Sand Jespersen, lektor Jens Paaske og professor Jesper Nygård fra grundforskningscenteret QDev. Derudover er professor Gemma C. Solomon fra Kemisk Institut ved KU samt professor Brian Møller fra NBI også en del af projektet.

Du kan læse mere om Solid-Q i en pressemeddelelse fra Københavns Universitet her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev