Peder Olesen Larsen 1934-2021: Et portræt af DG’s grundlægger og hans betydning for dansk forskning

PRESSEMEDDELELSE:

Peder Olesen Larsen 1934-2021.
Danmarks Grundforskningsfond
Starten på 30 års fremragende dansk forskning
Fra den grimme ælling til den hvide svane

Af Klaus Bock og Thomas Sinkjær

Dansk forskning har mistet en af dets stærkeste tilhængere med Peder Olesen Larsen, der ledte det danske forskningssystem i 1980’erne og 1990’erne, og som var den primære drivkraft i grundlæggelsen af Danmarks Grundforskningsfond (DG).

I 1980’erne etablerede den danske regering en lang række initiativer til at støtte den danske forskningsgruppe med top-down initiativer, herunder Biotech program I og II, Material Science and Techonolgy Development program og mere bottom-up støtte til ”superprofessors” og omkring 1990 kom forslaget til at etablere Danmarks Grundforskningsfond. De sidste to ideer var etableret under undervisningsminister Bertel Haarder, der på daværende tidspunkt også var ansvarlig for forskning og udvikling i Danmark.

Grundlæggelsen af DG var realiseret efter privatiseringen af det offentlige forsikringsselskab ”Statsanstalten for Livsforsikring” i 1990. Indkomsten fra denne handel på 2,0 milliarder kroner blev brugt til at danne en uafhængig fond for DG, der var upåvirket af regeringens årlige budgetforhandlinger.

Loven bag DG var hovedsageligt dannet af Peder Olesen Larsen, da han var direktør for forskningsministeriet ved Uddannelses-og Forskningsministeriet og godkendt til parlamentet den 3. oktober, 1991. Olesen Larsen tiltrådte kort efter som både formand og direktør for fonden. Olesen Larsen tog initiativ til etableringen af fonden i samarbejde med den første udpegede bestyrelse, der var omfattet af danske og internationale anerkendte forskere. Peder Olesen Larsen begyndte at besøge forskningsinstitutter i Danmark for at sonde hvilke muligheder sådan en ny fond kunne tilbyde det danske forskningssamfund.

Resultatet af disse undersøgelser var det første virkemiddel Centers of Excellence (CoE’s) i 1992 og efter en grundig undersøgelse af internationale ligemænd og bestyrelsen, blev 23 CoE’s etableret i 1993 og 1994 i alle forskningsfelter med en femårig periode tilknyttet 825 millioner kroner. Omkring 150 millioner kroner var tildelt andre aktiviteter som forskningsskoler og registerbaseret forskningsinitiativer. Ud af de 23 CoE’s var 16 forlænget med yderligere fem år efter en grundig midtvejsevaluering. Den endelige bevilling til de individuelle centre vekslede mellem 18 millioner og 173 millioner kroner, så der var en betydelig spredning i henhold til krav af de forskellige domæner af forskning.

Alle CoE’s havde ifølge Peder Olesen Larsen noget specielt i form af at have yderst vigtige rammebetingelser for at kunne skabe betydningsfuld forskning. Det betød, at centerlederne blev tildelt væsentlig og fleksibel langsigtet finansiering, hvilket inkluderede et tydeligt og stort ansvar for dem. Det er interessant, at alle kontrakter var underskrevet af værtsuniversitet, DG og meget vigtigt også af centerlederen. Alle CoE-kontrakter blev fastsat ned til kvadratmeter, hvor og hvor meget et laboratorium og kontorområde var krævet som et minimum, hvor meget profit værtsuniversiteterne var gået med til at støtte centeret, og inkluderede også rekrutteringen af juniorstillinger og nye fakultetsstillinger. Disse kontraktdetaljer på daværende tidspunkt reflekterer Peder Olesen Larsens indblik i, hvordan universiteterne skulle styres. Dette har desværre ændret sig siden dengang, men kontrakterne er der stadig, og de er stadig underskrevet af centerlederen.

Grundlæggelsen af DG blev ikke modtaget positivt af ”Statens Videnskabelige Forskningsråd”. De argumenterede for, at pengene kunne bruges lige så effektivt gennem deres bevillingssystem og i 1994 efter kun tre år, erklærede den nye forskningsminister Frank Jensen tre dage før han var udpeget til minister, at fonden skulle lukkes. Det skete dog ikke, hvilket er heldigt for dansk forskning og dets internationale gennemslagskraft i dag. Det samme år evalurede OECD DG og anerkendte fonden og CoE-initiativet.

I 1997 tog den daværende forskningsminister Jytte Hilden initiativ til at ændre ledelsesstrukturen i fonden ved at separere funktionen mellem formanden og direktøren. Det resulterede i udnævnelsen af den daværende rektor for Syddansk Universitet Henrik Tvarnø, som blev udnævnt til formand, og i 1999 blev Professor Ole Fejerskov udnævnt til direktør af fonden. Peder Olesen Larsen var uenig i denne beslutning og forlod fonden efter at have været midlertidig direktør fra marts 1998 til oktober 1998. Han blev senere adjunct professor ved Aarhus Universitet i forskningspolitik.

I 2002 blev fonden, der er ment til at være en uafhængig fond, der skal støtte fremragende forskningscentre, atter sat på spil. Den første uafhængige internationale evaluering af fonden i 2003 sørgede dog for at demonstrere, at den etablerede CoE-model har bevist sin effektivitet i at generere banebrydende forskning inden for alle felter. Det blev derfor politisk besluttet i revisionen af hele det danske forskningssystem i 2004 at lade den uafhængige Danmarks Grundforskningsfond fortsætte.

En af kendetegnene ved fondens aktiviteter, som blev etableret af Peder Olesen Larsen, er de årlige møder, hvor formanden, direktøren, en eller to bestyrelsesmedlemmer og fondens ansatte besøger alle CoE’s ved at bruge en fast dagsorden, herunder separate møder med ph.d.-studerende og post-docs. De problematikker som bliver gennemgået, er dog meget forskellige i forhold til centrets alder, hvor man i starten fokuserer på administrative problemer, mens man senere fokuserer på udviklingen af videnskabelige resultater.

Fonden er senere blevet evalueret af uafhængige internationale eksperter. Først i en rapport af Gunnar Öquist og Mats Benner i 2012: ”Opfostring af banebrydende forskning: en sammenlignende undersøgelse.” Denne rapport konkluderede, at grundlæggelsen af Danmarks Grundforskningsfond i 1991 og dens præstation de sidste 20 år har haft en dominerende faktor for den fremragende udvikling af dansk forskning sammenlignet med f.eks. Sverige, og som ofte bliver kaldt ’det danske mirakel’. Derudover har den danske regering taget initiativ til en international uafhængig evaluering i 2012 ledet af Wilhelm Krull fra det tyske Volkswagen Stiftung. Den konkluderede enstemmigt, hvor succesfuld fonden har været til at opfylde dens mandat til at styre frontlinjen i forskning til fordel for det danske samfund. I præsentationen af rapporten konkluderede den daværende forskningsminister Morten Østergaard: ”Hvis videnskab er fodbold, så er DG Barcelona.” Afsluttende har Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFIR) i en rapport fra 2016 beskrevet forbindelsen mellem forskningspolitik og nationale akademiske præstationer og konkluderede, at det fremragende initiativ forsynet af DG var en dominerende faktor i at støtte op om den glimrende internationale præstation man finder i dansk forskning.

Hovedformålet for DG i dag har ikke ændret sig siden Peder Olesen Larsen for over tredive år siden dannede og implementerede den første lov i DG. Der er stadig fokus på fremragende forskere, lederskabet af PI og den transparente selektionsproces og fleksibilitet af bevillinger, der er givet af fonden. Peder Olesen Larsens udformning af forskningsinstrumenter, der skaber forskning som er “bedre end god” har ført til en imponerende liste af højtprofilerede danske forskere med enestående præstationer i international anerkendt forskning og har været en af modellerne til en lignende succesfuld europæisk forskningshistorie i form af etableringen af Det Europæiske Forskningsråd.

Det danske samfund og især forskningssamfundet skylder Peder Olesen Larsen en stor tak for hans arbejde og dedikation til at indlede og implementere dette eventyr. Det er op til dagens forskningssamfund at sørge for at eventyret varer ved. Danmark vil i lang tid behøve DG og CoE-konceptet, som Peder Olesen Larsen skabte.

Professor Klaus Bock var formand for DG fra 2004-2012. Før det var han forskningsdirektør ved Carlsberg Bryggeri og tilknyttet DG’s Center for Fastfase Organisk Kombinatorisk Kemi (SPOCC).

Professor Thomas Sinkjær var direktør for DG fra 2007-2015. Før det var han centerleder ved DG’s Center for Sensory-Motor Interaction (SMI) ved Aalborg Universitet.