Officiel åbning af PREDICT – Center for Molecular Prediction of Inflammatory Bowel Disease
Fredag den 27. august 2021 var dagen for den officielle åbning af grundforskningscenteret PREDICT, der ledes af professor Tine Jess ved Aalborg Universitet. Centret vil beskæftige sig med kroniske tarmlidelser, som opstår i det tidlige voksenliv og rammer millioner af mennesker på verdensplan.
Aalborg Universitets afdeling i København dannede fredag den 27. august 2021 rammerne for den officielle indvielse af grundforskningscenteret Center for Molecular Prediction of Inflammatory Bowel Disease (PREDICT). Centrets vision er at få en bedre grundforståelse af de inflammatoriske tarmsygdomme, som rammer millioner af mennesker på verdensplan, og på sigt skabe basis for personlig medicin og skræddersyede behandlinger til den enkelte patient.
Centeråbningens gæster blev budt velkommen af rektor Per Michael Johansen fra Aalborg Universitet, der var den første taler på dagen:
”I dag er en stor dag for Aalborg universitet. Grundforskningscenteret PREDICT kan lade sig gøre, fordi vi i Danmark er førende i sundsdata. Vi har i Danmark en række administrative data, som ikke findes noget andet sted. Centret har ikke kunne lade sig gøre uden Danmarks Grundforskningsfonds store støtte. I har været med til at sikre, at vi med PREDICT, har kunne danne et stærkt hold, hvor de bedste kompetencer er samlet.”
Dernæst gik den nye uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen på scenen, hvor han lykønskede professor Tine Jess og hele holdet bag PREDICT:
”Stort tillykke med det nye grundforskningscenter. Forskning gør en kæmpe forskel for almindelige mennesker, mennesker der for eksempel har en kronisk tarmsygdom. Vi investerer hvert år i forskning, fordi den kan flytte noget. Det er vigtigt, at vi har den her grundforskning. Vi kan potentielt forbedre livskvaliteten for mange mennesker. Som forskningsminister bliver jeg ekstra stolt, når vi kan noget særligt, og det kan vi i det her område. Stort tillykke med i dag og god arbejdslyst!”
Den tredje i talerækken var formanden fra DG’s bestyrelse professor Jens Kehlet Nørskov, der ligeledes lagde ud med at lykkeønske professor Tine Jess og resten af holdet bag centeret, hvorefter han snakkede om værdien i at lade forskningen gå dens naturlige gang:
”Det er et privilegie og min fornøjelse, at kunne lykkeønske jer med jeres nye DG center. Det er en kæmpe præstation at få en bevilling fra Danmarks Grundforskningsfond, og der er stor konkurrence omkring det. Vi ser frem til at følge jeres udvikling og hjælpe jer, hvor vi kan. Nu gælder det om ikke at skabe rigide planer flere år frem for forskningen, men i stedet følge den vej, forskningen viser. Det er nemlig dét grundforskning handler om.”
Sidst men ikke mindst indtog også centerleder og professor Tine Jess sin plads blandt rækken af talere:
”Kære Minister, kære fond, kære rektor og kære gæster. Mange tak for de fine ord, tak til fonden for at satse på vort center, og tak til Aalborg Universitet for at skabe så unikke rammer for centeret. Ideen til PREDICT opstod hos mig, da vi i 2011 åbnede Danmarks National Biobank, og ideen handler i sin grundtanke om at bringe en række helt særlige ressourcer og kompetencer, som vi har i DK, sammen, og at anvende dem i en kombination, som ikke er set før på verdensplan.”
Mod slutningen af talen blev professor Jess suppleret af forskerkollegaer fra PREDICT, der på skift trådte ud fra publikum og hver især kom med eksempler på, hvordan centerets forskning vil foregå i praksis og hvad det vil have af betydning for fremtidens forskning inden for feltet.