Nyt studie fra CCG forklarer sukkerstoffernes rolle i immunsystemet og hjernen
Næsten alle bakterier og virusser binder sig til sukkerstofferne i ydersiden af vores celler, men hvilken rolle sukkerstofferne præcist spiller i immunsystemet og hjernen har indtil nu været uklart. Et nyt studie fra grundforskningscenteret Copenhagen Center for Glycomics (CCG) ved Københavns Universitet har nu studeret sukkerstoffernes rolle ved at skabe et nyt kæmpe cellebibliotek.
Sukker er en af de hyppigst forekommende molekyler i naturen, og alle kroppens celler er dækket af et beskyttende sukkerlag, der hjælper mod angreb fra bakterier og virusser. Et nyt studie fra grundforskningscenteret CCG ved Københavns Universitet har undersøgt, hvilken rolle sukkerstofferne spiller i immunsystemet og hjernen ved at skabe et nyt bibliotek med titusinder af naturlige celler.
”Vi har karakteriseret, hvordan sukrene binder til og aktiverer de såkaldte Siglec-receptorer, som regulerer immunitet. Receptorerne spiller en stor rolle, da de giver immunsystemet besked om at blive dæmpet eller aktiveret. Dette har stor betydning ved autoimmune sygdomme,” fortæller postdoc Christian Büll fra CCG, der er førsteforfatter på studiet.
Cellebibliotek leder til vigtige opdagelser
Det nye cellebibliotek blev brugt til at undersøge, hvordan de forskellige sukre binder sig til receptorerne. Det naturlige miljø gav Christian Büll, forskerkollega og sidsteforfatter Yoshiki Narimatsu og resten af forskerholdet mulighed for at studere cellerne, hvor de kunne se, hvordan virusser og bakterier ser os. Tilbage i efteråret opdagede de, at det såkaldte spikeprotein i coronavirus har brug for et bestemt sukkerstof for at kunne binde sig effektivt til vores celler, men det er særligt Alzheimers, som studiet har fået en bedre forståelse for.
”Det vigtigste fund er for receptoren Siglec-3. Har man mutationer i Siglec-3 har det betydning for udviklingen af Alzheimers. Man har indtil nu kun vidst, at denne receptor havde betydning for Alzheimer, men ikke præcis, hvad den bandt til. Der finder vi ved vores metode et muligt, naturligt sukker, som specifikt binder til Siglec-3 receptoren. Denne viden er et vigtigt skridt for at forstå, hvilke genetiske defekter der gør, at man udvikler sygdommen,” fortæller Büll.