Ny DNRF Chair-bevilling til Niels Bohr Institutet med fokus på universets mørke indhold
Niels Bohr Institutet – NBIA, Københavns Universitet modtager et af Danmarks Grundforskningsfonds nyeste bevillingstyper, DNRF Chair, med professor Vitor Cardoso i spidsen. Professor Cardosos forskning bruger sorte huller som drivkraft for nye forskningsresultater, som en indgang til at forstå det mørke indhold i vores univers, men også til at teste selve grundprincipperne i den almene relativitets-teori. Virkemidlet DNRF Chair blev lanceret i starten af 2020 med det overordnede formål at styrke danske forskningsmiljøer ved at samle både internationale og danske topforskere i Danmark.
I begyndelsen af 2020 blev Danmarks Grundforskningsfonds nyeste virkemiddel DNRF Chair lanceret med det overordnede formål at styrke grundforskningsmiljøer i Danmark. Dette vil fonden gøre ved at samle internationale og danske topforskere i Danmark.
Med bevillingen til Niels Bohr Institutet er den niende DNRF Chair blevet uddelt, og det går til professor Vitor Cardoso og hans forskning, der vil bruge sorte huller som drivkraft for nye forskningsresultater, som en indgang til at forstå det mørke indhold i vores univers, men også til at teste selve grundprincipperne i den almene relativitetsteori.
”Jeg er begejstret for at være modtager af en DNRF Chair bevilling. Jeg flyttede til Danmark og til Niels Bohr Institutet for at etablere et team, der kunne fortsætte Niels Bohrs drøm om at forstå kvanteverdenen, ved også at inkludere tyngdekraften i ligningen. DNRF Chair bevillingen er et kvalitetsstempel i denne drøm og en måde at tiltrække de allerbedste inden for feltet til Danmark på,” fortæller professor Cardoso.
Det nye virkemiddel vil indtil videre løbe frem til december 2024, hvor det forventes, at fonden årligt vil tildele omkring tre DNRF Chair-bevillinger. De danske universiteter kan indsende to ansøgninger til hver af de tre årlige ansøgningsrunder startende fra 2021.
”Vi er stolte af at kunne byde Vitor Cardoso velkommen på Niels Bohr International Academy. Som en af verdens førende forskere inden for gravitationsfysik vil han i København etablere et af Europas stærkeste forskningscentre på dette område,” udtaler professor Poul Henrik Damgaard, leder for Niels Bohr International Academy.
Alle DNRF Chair-bevillingerne bliver tildelt af Danmarks Grundforskningsfonds bestyrelse på baggrund af et årligt offentligt opslag. Hvert opslag består af tre runder fordelt over året. Der tildeles normalt kun en eller to bevillinger pr. runde.