Kort Nyt fra Oktober
Nyt studie fra CENPERM om planter og kvælstof udgivet i Global Change Biology, mød postdoc Julian Regalado fra CEH, professor og centerleder David Lando fra FRIC træder ind som ny senior fellow i KRAKA, professor Johan Fynbo fra DAWN fortæller om forholdet mellem tro og videnskab, lektor Martijn Wubs fra CNG modtager bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond, online seminar med professor Rob Dunn fra CEH og ny podcastserie fra Videnskabernes Selskab med blandt andet centerleder Mikael Rask Madsen fra iCourts og centerleder Anja Boisen fra IDUN. Læs DG’s Kort Nyt fra Oktober her.
Nyt studie fra CENPERM om planter og kvælstof udgivet i Global Change Biology
Høj-arktis planter forbliver aktive i efteråret, og planterne tager kvælstoffet, der er frigivet fra den optøede permafrost. Det viser et nyt studie fra grundforskningscenteret CENPERM ved Københavns Universitet. Studiet er ledet af ph.d.-studerende Emily P. Pedersen med hjælp fra centerleder Bo Elberling og professor Anders Michelsen. Det nye studie er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Global Change Biology.
Læs den videnskabelige artikel fra Global Change Biology her
Mere information om studiet i pressemeddelelsen fra Københavns Universitet her
Mød postdoc Julian Regalado fra grundforskningscenteret CEH
Hver måned introducerer grundforskningscenteret CEH en ny aspirerende forsker fra centeret. Center For Evolutionary Hologenomics (CEH) forsker i mikrober og værtorganismer med en hologenomisk tilgang, og tror på at uddanne samt træne yngre talenter. I denne måned introducerer og fortæller postdoc Julian Regalado om sig selv og sin forskning. Postdoc Julian Regalado fortæller blandt andet om, hvad hologenomisk er for ham, hvad der trak ham ind i feltet, og ikke mindst spændingen i at udvikle algoritmer for at forstå komplekse systemer indenfor mikrobiomer og værtsorganismer ved at bruge den hologenomiske tilgang.
Læs mere om CEH og forskerne hos Københavns Universitet her
Du kan se Julian Regalados introduktion her
Professor David Lando fra FRIC træder ind som ny senior fellow i KRAKA
Professor David Lando, der er centerleder ved DG’s Center for Finansielle Friktioner (FRIC) ved CBS, træder ind som ny senior fellow i tænketanken KRAKA. Her vil han arbejde med at udvikle KRAKA’s samfundsøkonomiske analyser, samt styrke deres arbejde med at kvalificere den offentlige politisk-økonomiske debat. ”Jeg er stor beundrer af KRAKA’s uvildige og fagligt velfunderede analyser. Jeg glæder mig til at komme med ombord og bidrage til arbejdet især inden for det finansielle område,” fortæller professor Lando.
Læs pressemeddelelsen fra Kraka her
Professor Johan Fynbo fra DAWN fortæller om forholdet mellem tro og videnskab
Professor Johan P. U. Fynbo fra grundforskningscenteret DAWN var for nyligt inviteret til at snakke om forholdet mellem tro og videnskab. Her fortæller han blandt andet, at der er opstået en forsimplet forståelse af, hvad en troende er. Der kan dannes et frugtbart forhold mellem tro og videnskab, hvor det ikke blot handler om indsamlingen af viden, men også hvad vi som mennesker gør med den viden.
Du kan se hele diskussionen med Johan Fynbo fra DAWN på YouTube her
Læs mere på Københavns Universitet her
Lektor Martijn Wubs fra CNG modtager bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond
Lektor Martijn Wubs fra DG’s Center for Nanostructured Graphene (CNG) har modtaget en bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond på 6.059.909 kr. til projektet ”Nanophotinics: Collective Quantum Emission in Novel 2D Materials”. Wubs modtager bevillingen sammen med lektor Nicolas Stenger. De vil sammen med en række forskerkollegaer studere kvantelysudsendere i form af lamper, som kun udsender en enkelt foton ad gangen. Lamperne vil blive placeret tæt på hinanden for at se, hvorvidt de vil udsende fotoner sammen i stedet for hver for sig. Målet er en dag at nå frem til en forståelse af de fundamentale egenskaber hos kvantelysudsendere, som kan medføre en udvikling i kvanteinformationsbehandling.
Læs mere om forskningsprojektet hos Danmarks Frie Forskningsfond her
Online seminar med professor Rob Dunn fra CEH
Professor Rob Dunn fra grundforskningscenteret CEH afholdt et online seminar d. 23. oktober 2020. Professor Rob Dunn er biolog og forfatter. Han har udgivet seks bøger og har skrevet for tidsskrifter som National Geographic. I hans online seminar fortæller Dunn om at skrive videnskabsbøger, giver nogle praktiske lektioner og deler samtidigt en historie, der aldrig er blevet fortalt før. Seminaret er lagt op på YouTube, hvor det kan ses i fuld længde.
Du kan se professor Rob Dunns online seminar på YouTube her
Læs mere fra Københavns Universitet her
Ny podcastserie fra Videnskabernes Selskab med blandt andre centerleder Mikael Rask Madsen fra iCourts og centerleder Anja Boisen fra IDUN
Mød nogle af landets bedste forskere, heriblandt centerleder Mikael Rask Madsen fra grundforskningscenteret iCourts, samt centerleder Anja Boisen fra grundforskningscenteret IDUN, i den nye videnskabelige podcastserie Grundtanker. I serien møder du også de tre tidligere DG-centerledere professor Dan Zahavi, leder af det tidligere DG-center Center for Subjektivitets-forskning (CfS) ved Københavns Universitet, professor Jeppe Dyre, leder af det tidligere DG-center Center for Seje Væskers Dynamik (Glas og Tid), samt professor Eske Willerslev, leder af det tidligere Center for Geogenetik. Den nye podcast er produceret af Videnskabernes Selskab og kan høres på Spotify. Podcasten vil bestå af otte underholdende og lærerige afsnit, hvor forskerne vil komme nærmere ind på, hvordan vores hverdag og samfund er formet på skuldrene af videnskab.