Kort Nyt fra Marts
Jørgen Kjems modtager 25 mio. af Carlsbergfondet til coronaforskning, Peter Ouma Okeyo fra IDUN står bag metode til at karakterisere tidlig lægemiddeludvikling, QDev modtager et legat fra Siemensfonden, Victor Aguirre fra SAC står bag nyt studie i The Astrophyscial Journal Letters og Rubina Raja fra UrbNet er med i en podcast om Palmyra. Læs mere i DG’s Kort Nyt fra marts her.
Jørgen Kjems og forskerkollegaer modtager 25 mio. kroner til coronaforskning af Carlsbergfondet
Mens verden er gået i stå på grund af den nye coronavirus, har en gruppe forskere fra Aarhus Universitet, Københavns Universitet og Statens Serum Institut modtaget 25 millioner kroner fra Carlsbergfondet til i samarbejde at udvikle metoder, der skal ruste os mod fremtidige vira. Forskerholdet består blandt andet af professor Jørgen Kjems, der er centerleder ved DG’s Center for Cellular Signal Patterns (CellPat), ved Aarhus Universitet. I samarbejde med de øvrige forskere fra Københavns Universitet og Statens Serum Institut vil Kjems arbejde på udviklingen af metoder til at diagnosticere, behandle og forebygge SARS-CoV-2-infektioner i fremtiden.
Postdoc fra IDUN udvikler ny og bedre metode til at karakterisere medicin
Peter Ouma Okeyo, der er postdoc ved grundforskningscenteret IDUN ved Danmarks Tekniske Universitet, har ledet udviklingen af en ny metode, som kan reducere omkostningerne i den tidlige udvikling af lægemidler. Metoden kaldes Particle Mechanical Thermal Analysis (PMTA) og modsat eksisterende metoder, kan PMTA-metoden foretage analyser direkte på en enkelt lægemiddelpartikel. Dette betyder, at eventuelle urenheder, der kan have været i større mængder af lægemidlets materialer, nu kan filtreres ud, og analysen dermed kan udføres med langt større nøjagtighed på en ren lægemiddelpartikel.
Læs den videnskabelige artikel om forskningen bag metoden i Nature Communications her
QDev modtager legat fra Siemensfonden
DG’s Center for Quantum Devices (QDev) ved Københavns Universitet har modtaget et legat på 29. 872 kroner af Siemensfonden. Legatet er tildelt grundforskningscenteret til indkøb af specielt apparatur, som kan komme flere afgangsprojekter til gode. Det drejer sig om en forstærker med meget lav støj, som er nødvendig, når der skal forstærkes svage signaler i forbindelse med udviklingen af fremtidens kvantecomputere.
Læs mere om legatet til QDev i Sciencereport her
Victor Aguirre fra SAC bag nyt studie i The Astrophyscial Journal Letters
Lektor Victor Silva Aguirre fra grundforskningscenteret Stellar Astrophysics Centre (SAC) på Aarhus Universitet har ledet et stort studie, der for nylig blev publiceret i det videnskabelige tidsskrift The Astrophysical Journal Letters. Studiet er første skridt i den første astero-seismiske gruppeundersøgelse af røde kæmpestjerner observeret af NASA’s rumteleskop, TESS. I undersøgelsen vil forskerne måle 25 stjerner, og bestemme hver deres grundlæggende stjernegenskaber, såsom radius, masse og alder.
Læs den videnskabelige artikel i The Astrophysical Journal Letters her
Mere information om studiet kan findes i AAS Nova her
Raja i podcast om Palmyra
I en podcast kan du høre professor Rubina Raja, der centerleder ved grundforskningscenteret UrbNet, og arkæolog Anne Marie Nielsen fortælle om de antikke gravportrætter fra udstillingen “Vejen til Palmyra” på Glyptoteket i København. Podcasten er produceret af seesound.dk.