30. juni 2020

Kort Nyt fra Juni

Studerende fra CCS bidrager til covid-19 studie om gravide, tre af DG’s 10 nyeste centerledere er optaget i Kraks Blå Bog, lektor Thomas Heebøll-Holm fra CML står i spidsen for et studie i Scandinavian Journal of History, Niels Bohr professor Morten Bennedsen er iblandt eksperter bag undersøgelse af covid-19 hjælpepakker, centerleder Jørgen Kjems er med i 24 spørgsmål til professoren og en ph.d.-studerende fra CeMiSt står bag en videnskabelig artikel i Applied and Environmental Microbiology. Læs mere i DG’s Kort Nyt fra Juni her. 

Studerende fra CCS bidrager til covid-19 studie om gravide

To studerende fra grundforskningscenteret CCS ved Københavns Universitet er med til at hjælpe professor Henriette Svarrer Nielsen fra Hvidovre Hospital i en undersøgelse af, hvilken betydning det kan have for gravide og deres fostre, hvis de bliver smittet med coronavirus. De to studerende fra CCS er Joaquim Ollé Lopez og Andreas Ingham, der er en del af hver deres gruppeenhed på centeret, nemlig professor Eva Hoffmanns gruppe og lektor Andres Lopez-Contreras’ gruppe. Ollé Lopez og Ingham er begge kandidatstuderende på CCS og tager sig af prøvehåndteringen af de mange prøver fra over tusind danske kvinder, som indgår i professor Nielsens undersøgelse. Eva Hoffmann er også med til at lede undersøgelsen.

”De her resultater fra projektet kan bruges til at informere og rådgive gravide, fødende, sundhedsmyndigheder og sundhedspersonale, der passer på de gravide og fødende,” siger Henriette Nielsen i en video fra Københavns Universitet.

Du kan se videoen om undersøgelsen fra Københavns Universitet her

Læs mere om undersøgelsen i en nyhed på dr.dk her

 

Tre af DG’s ti nye centerledere er optaget i Kraks Blå Bog

Tre kvindelige professor, og samtidigt tre af DG’s 10 nye centerledere fra fondens seneste runde af Centers of Excellence, er for nylig blevet optaget i Kraks Blå Bog. De tre centerledere er professor Nathalie Wahl fra Center for Geometry and Topology (GeoTop) ved Københavns Universitet, professor Liv Hornekær fra Center for Interstellar Catalysis (InterCat), der snart åbner ved Aarhus Universitet og professor Tine Jess fra Center for Molecular Prediction of Inflammatory Bowel Disease (PREDICT), der skal oprettes ved Statens Serum Institut (SSI). De tre professorer er iblandt 20 forskerprofiler, som er blevet optaget i Kraks Blå Bog i år.

Du kan læse mere om optagelsen af de tre forskere hos Science Report her

 

Lektor fra CML bag nyt studie i Scandinavian Journal of History

Vikingetidens store plyndringstogter var i høj grad karakteriseret ved en form for pirateri, hvor fremgangsmåden som udgangspunkt var at dræbe mændene og tage kvinderne som slaver. Selv efter kristendommens indførelse i Danmark i slutningen af ​​det tiende århundrede, fortsatte denne form for pirateri og slavehandel et par århundreder endnu. Men i det tolvte århundrede så man et stigende ideologisk og økonomisk pres på at opgive denne form for krigsføring, som i kombination med en række historiske begivenheder førte til ophøret af dansk vikingetids plyndring og slavehandel i det trettende århundrede. I en ny videnskabelig artikel udforsker lektor Thomas Heebøll-Holm fra DG’s Center for Medieval Literature (CML) ved Syddansk Universitet forfaldet i vikingetidens pirateri. Studiet er for nylig blevet offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Scandinavian Journal of History.

Læs den videnskabelige artikel fra Thomas Heebøll-Holm i Scandinavian Journal of History her

Du kan læse mere om studiet fra CML i en pressemeddelelse fra grundforskningscenteret her

 

Morten Bennedsen er med i undersøgelse af covid-19 hjælpepakker

Professor Morten Bennedsen, der er støttet med et af DG’s Niels Bohr Professorater, har i samarbejde med forskere fra Danmark og USA undersøgt effekten af regeringens hjælpepakker under covid-19. I undersøgelsen har forskerholdet indsamlet data fra 10.645 danske virksomheder på tværs af alle brancher og med mellem tre og 20.000 ansatte. Ved hjælp af spørgeskemaer, har forskerne analyseret de knap 11.000 virksomheders svar på og nøgletal for omkostninger, likviditet og beskæftigelse. I alt dækker spørgeskemaundersøgelsen omtrent en fjerdedel af det private arbejdsmarked i Danmark.

Læs mere om undersøgelsen af covid-19 hjælpepakkerne i en pressemeddelelse fra Københavns Universitet her

 

Professor Jørgen Kjems i 24 spørgsmål til professoren

Videnskabsjournalist Lone Frank har inviteret professor Jørgen Kjems, der er centerleder ved grundforskningscenteret CellPat, Aarhus Universitet, til en snak om molekylær medicin i udsendelsen kaldet ”Immunsystem på reagensglas.” I udsendelsen forklarer professor Kjems om sit aktuelle forskningsarbejde med udviklingen af såkaldt kunstige antistoffer i kampen mod covid-19.

Hør interviewet af Jørgen Kjems i Weekendavisens 24 spørgsmål til professoren her

 

Ph.d.-studerende fra CeMiSt står i spidsen for en ny videnskabelig artikel i Applied and Environmental Microbiology

Karen Dittmann, der er ph.d.-studerende ved grundforskningscenteret CeMiSt ved DTU, står i spidsen for et nyt studie, hvor hun i fællesskab med forskerkollegaer fra centeret har undersøgt mikrobiomer fra fiskelarver og deres fødeorganismer. Mere konkret har Dittmann og resten af forskerholdet kigget nærmere på, hvordan en særlig maritim bakterie-hæmmer, kaldet Phaeobacter, påvirker sammensætningen af ​​disse mikrobiomer og mikrobielle samfund. Studiet er for nylig blevet offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Applied and Environmental Microbiology.

Du kan læse den videnskabelige artikel fra CeMiSt i Applied and Environmental Microbiology her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev