30. april 2019

Kort Nyt fra April

DG, DFF og Videnskabernes Selskab i Berlingske-kronik: “Flere penge til forskningen eller vi svigter den næste Bohr eller Ørsted”

DG’s bestyrelsesformand Jens Kehlet Nørskov og direktør Søren Peter-Olesen har sammen med David Dreyer Lassen, formand for Danmarks Frie Forskningsfond (DFF), og Mogens Høgh Jensen og Lars Arge, præsident og generalsekretær i Videnskabernes Selskab, skrevet en kronik i Berlingske, hvor de opfordrer Folketingets partier til at gøre det klart både overfor vælgerne og dem selv, hvor de står i forhold til grundforskning. I anledning af det kommende folketingsvalg opfordrer DG, DFF og Videnskabernes Selskab partierne til at prioritere grundforskningen gennem en klar stillingtagen, da den både på kort og lang sigt påvirke udviklingen af samfundet. Forskningen skal nemlig være med til at løse fremtidens monumentale udfordringer inden for eksempelvis lagring af vedvarende energi, antibiotikaresistens, global opvarmning eller samfundsudvikling i en verden domineret af sociale medier.

Læs kronikken “Flere penge til forskningen eller vi svigter den næste Bohr eller Ørsted” i Berlingske her

 

Forskning fra Kristian Helins afsluttede Center for Epigenetik i Genome Research

Professor og tidligere leder af DG’s Center for Epigenetik, ved Københavns Universitet, Kristian Helin, er en del af et internationalt forskningshold, der står bag nyt studie omhandlende mutationer i blodceller hos mus. Studiet blev påbegyndt under centeret med støtte fra DG, og resultatet viser nu, at bestemte genmutationer så at sige blokerer for modningen af sunde blodceller. Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Genome Research, og forskningsresultatet kan eksempelvis have betydning for patienter med leukæmi, da de ofte har mutationer i samme gen, som forskerne undersøgte i forsøget på mus. Forskerne påpeger, at de er stort behandlingspotentiale i at forstå, hvordan genmutationerne kan lede til leukæmi. Mutationen er eksempelvis ofte tilstede i mennesker, allerede inden sygdommen udvikler sig, hvilket betyder, at det kan være muligt at behandle på et meget tidligt stadie og dermed forbygge sygdommens udvikling.

Læs den videnskabelige artikel i Genome Research her

Få mere information om studiet i en pressemeddelelse fra Københavns Universitet her

 

Centerleder Jäättelä fra CARD modtager Novo-bevilling til forskning i fedt

Professor Marja Jäättelä, der er centerleder ved DG’s Center for Autofagi, Recirkulering og Sygdom (CARD) ved Kræftens Bekæmpelse, har modtaget et Novo Nordisk Foundation Distinguished Professor Grant på knap 10 millioner kroner til et nyt forskningsprojekt. Forskningsprojektet vil foregå på CARD under ledelse af professor Jäättelä, og projektet skal undersøge, hvordan kost med samme kalorieindhold, men med forskellige former for fedt, ændrer fedtsammensætningen i en række organer og væv. Da man ofte ser ændringer i fedtsammensætningen, ved at sammenligne raske celler med syge celler, er det Jäättelä’s og resten af forskerholdets ambition, at blive klogere på, om vores kost har langt større betydning for vores sundhed og sygdom, end vi ved i dag.

Læs mere om forskningsprojektet her

 

Magisterbladet og Weekendavisen skriver om forskningen på CEM ifb. med DG-konference

Under temaet ”fra elektroner til økosystemer” inviterede grundforskningscenteret Center for Elektromikrobiologi (CEM) og Danmarks Grundforskningsfond i sidste måned 100 forskere fra hele verden til Aarhus til verdens første internationale konference om elektromikrobiologi. I den forbindelse har professor Lars Peter Nielsen, der er centerleder ved CEM, stillet op til interviews både i Weekendavisen og Magisterbladet, som hver har bragt en artikel om CEM’s forskning i elektromikrobiologi. Omdrejningspunktet for forskningsområdet og grundforskningscentret er professor Nielsens opdagelse af de såkaldte kabelbakterier under mudderet i Aarhus Havn for blot ti år siden.

Læs artiklen i Weekendavisen her

Læs artiklen fra Magisterbladet her

Mere information kan findes hos Aarhus Universitet her

 

Forskningens Døgn

I forbindelse med Forskningens Døgn 2019 deltager flere af DG’s grundforskningscentre, herunder Center for Makroøkologi, Evolution og Klima (CMEC), Center for Center for Proteins in Memory (PROMEMO), Stellar Astrophysics Center (SAC) og Center for Functional Genomics and Tissue Plasticity (ATLAS) i årets videnskabsfestival. Eksempelvis står CMEC for skoleprogrammet “Tæt på Lyd”, hvor landets skoleelever bliver lydforskere for en dag gennem praktiske aktiviteter, der vækker både sanser og faglighed, og fra PROMEMO holder adjunkt Magnus Kjærsgaard oplæg om, hvordan erindringer lagres i hjernens molekylære struktur.

Læs mere om programmet “Tæt på lyd” fra CMEC her

Læs mere om “Hukommelsens Molekyler” og book et oplæg med Kjærsgaard her

Mere om forskningens døgn 2019 her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev