13. oktober 2020

Jesper Svejstrup er den første til at modtage DG’s nyeste virkemiddel DNRF Chair

Danmarks Grundforskningsfond nyeste virkemiddel DNRF Chair blev lanceret i starten af 2020 med det overordnede formål at styrke danske forskningsmiljøer med internationale topforskere fra udlandet, herunder danskere, der ønsker at vende tilbage til Danmark fra en international position. Professor Jesper Svejstrup fra The Francis Crick Institute i London modtager nu som den første en DNRF Chair bevilling til forskning i molekylære mekanismer ved cellulære transskription.

Professor Jesper Svejstrup
Professor Jesper Svejstrup. Foto: The Francis Crick Institute.

Professor Jesper Svejstrup fra The Francis Crick Institute i London modtager nu som den første Danmarks Grundforskningsfonds nyeste virkemiddel DNRF Chair. Virkemidlet blev lanceret i starten af 2020 og gives som tilskud til opstart af forskningsaktiviteter med det overordnede formål at styrke danske forskningsmiljøer med internationale topforskere fra udlandet, herunder danskere, der ønsker at vende tilbage til Danmark fra en international position.

”Det er en stor ære at være blandt de første modtagere af grundforskningsfondens nye ’Chair’ bevillinger. Jeg har forsket i udlandet i mere end 25 år nu, og det er en kæmpe udfordring at flytte; en udfordring, der ganske enkelt kun kan mødes via store bevillinger såsom denne,” fortæller Svejstrup.

Virkemidlet DNRF Chair er indtil videre planlagt til at løbe frem til december 2024. Fonden har afsat 200 millioner danske kroner sammenlagt, svarende til i gennemsnit 40 millioner danske kroner om året.  Det forventes, at der årligt tildeles omkring tre DNRF Chair-bevillinger.

Bevillingerne kan anvendes til gennemførelse af startup forskningsaktiviteter, såsom anskaffelse af udstyr, lønninger til unge forskere og ph.d.-studerende, seminarer, rejseomkostninger, forbrugsartikler m.v.

Med bevillingen skal Svejstrup flytte sin forholdsvis store forskningsgruppe fra The Francis Crick Institute i London til Institut for Cellulær og Molekylær Medicin på Københavns universitet.

”Vi er enormt glade for, at Jesper Svejstrup har valgt at fortsætte sin fantastiske forskning på Institut for Cellulær og Molekylær Medicin. Vi har på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet store ambitioner om at være med i forskningsfronten om forståelse af grundlæggende cellebiologiske mekanismer i sundhed og sygdom. Vi er meget stolte af at kunne tiltrække en kapacitet som Jesper på netop dette område,” siger Ulla Wewer, dekan på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet.

Bevillingerne tildeles af Danmarks Grundforskningsfonds bestyrelse på grundlag af et årligt offentligt opslag. Hvert opslag består af tre runder fordelt over året. Der tildeles normalt kun en eller to bevillinger pr. runde.

Du kan læse mere om bevillingen DNRF Chair her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev