16. november 2018

Jens Kehlet Nørskov bliver ny formand for Danmarks Grundforskningsfond

Pressemeddelelse: Professor ved DTU Jens Kehlet Nørskov er af Uddannelses- og Forskningsminister, Tommy Ahlers, udpeget som ny formand for Danmarks Grundforskningsfond. Nørskov overtager posten 1. januar 2019 efter den nuværende formand, professor Liselotte Højgaard.

Formand for Danmarks Grundforskningsfond, professor Jens Kehlet Nørskov.
Formand for Danmarks Grundforskningsfond, professor Jens Kehlet Nørskov Foto: DTU.

En af verdens førende katalyse-forskere og professor ved DTU (Danmarks Tekniske Universitet) Jens Kehlet Nørskov bliver ny formand for Danmarks Grundforskningsfond. Nørskov er udpeget af Uddannelses- og Forskningsminister Tommy Ahlers, der om valget udtaler:

”Jens Kehlet Nørskov er uden tvivl en af Danmarks dygtigste forskere, som vi skal være stolte af at have i Danmark. Han er internationalt anerkendt for sin forskning og har en stor ledelsesmæssig tyngde. Det er en stærk profil, der nu skal stå i spidsen for Danmarks Grundforskningsfond og arbejde for, at vi får endnu flere fundamentale og forandrende nybrud og fastholde Danmark som førende forskningsnation.”

Nørskov er internationalt anerkendt for sin forskning i katalyse, hvor man benytter katalysatorer til at kontrollere kemiske processer, og hans forskning har været med til at danne skole for forståelsen af teoretisk katalyse. Professor Nørskovs egen forskning centrerer om, hvordan vi kan udvikle bæredygtige katalysatorer, som kan bruges til at katalysere processer, der gør produktionen af vedvarende energi langt mere effektiv. Om den kommende rolle som formand for DG udtaler professor Nørskov:

”Jeg glæder mig enormt til at arbejde med Danmarks Grundforskningsfond. Fonden er måske det vigtigste enkeltbidrag til det enestående omdømme, som dansk forskning har internationalt, og det er afgørende, at det succesfulde arbejde, som den afgående formand har stået for, fortsættes.”

”Jeg glæder mig enormt til at arbejde med Danmarks Grundforskningsfond. Fonden er måske det vigtigste enkeltbidrag til det enestående omdømme, som dansk forskning har internationalt, og det er afgørende, at det succesfulde arbejde, som den afgående formand har stået for, fortsættes.”

Jens Kehlet Nørskov

Kommende bestyrelsesformand for DG

 

Jens Kehlet Nørskov overtager posten som formand for Danmarks Grundforskningsfond efter professor Liselotte Højgaard, der er færdig med periodens seks succesrige år som formand.

”Professor Jens Kehlet Nørskov som ny formand for Danmarks Grundforskningsfond er det allerbedste for fonden og dansk forskning. Jens er forsker i verdensklasse, har international baggrund og er den helt rigtige for dansk grundforskning og Danmark. Det er et privilegium for DG og hele miljøet, at Jens skal tage over 1. januar 2019. Jeg er meget glad for at give stafetten videre til sådan en excellent forsker og fagligt fyrtårn,” udtaler afgående formand Liselotte Højgaard om DG’s kommende formand.

Nørskov har tidligere stået i spidsen for DG-center 

Efter en årrække som professor på det prestigefyldte Stanford University, USA, vendte Jens Kehlet Nørskov i sommeren 2018 hjem til Danmark for at lede et nyt center for katalyseteori på DTU. Nørskov var tidligere fra 1987 til 2010 tilknyttet DTU, hvor han fra 1993 til 2003 stod i spidsen for Center for Atomic-scale Materials Physics (CAMP), som i 1993 blev oprettet med bevilling fra DG. I forbindelse med at han vendte tilbage til DTU, udtalte Nørskov:

”Selvom det efterhånden er mange år siden, er der ingen tvivl om, at tiden som centerleder på CAMP skabte en meget vigtig basis for min karriere fremadrettet. Det forskningscenter, vi kunne opbygge med bevillingen, har haft enorm betydning for alt, hvad jeg siden har foretaget mig.”

Direktør for DG, Søren Peter-Olesen, ser frem til samarbejdet med den kommende formand:

”Vi glæder os i sekretariatet meget til samarbejdet med professor Nørskov. Han er en af Danmarks mest internationalt anerkendte forskere, og som tidligere leder af et grundforskningscenter har han et indgående kendskab til Danmarks Grundforskningsfonds virke.”

Nørskov har gennem karrieren modtaget talrige hædersbevisninger for sin forskning. Senest blev han i oktober 2018 den 12. modtager af en af dansk forsknings mest prestigefyldte priser: Niels Bohr Guldmedaljen. Prisen er gennem årene tildelt ni nobelprismodtagere, og Nørskov er den første danske modtager, siden Niels Bohr selv modtog guldmedaljen i 1955.

Download CV her

Kontakt:

Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers: Ministeriets pressetelefon, tlf. 7231 8181.

Professor Jens Kehlet Nørskov, bestyrelsesformand for Danmarks Grundforskningsfond per 1. januar 2019, jkno@dtu.dk

Direktør Søren-Peter Olesen, Danmarks Grundforskningsfond, tlf. 2028 9706, e-mail: spo@dg.dk

Læs mere via Uddannelses- og Forskningsministeriet her 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev