I rotteforsøg spiller sukkerstof vigtig rolle for blodtrykket – resultatet kan måske føre til nye lægemidler
Forskningsforsøg med rotter tyder på, at et sukkerstof kan have en vigtig betydning for reguleringen af kroppens blodtryk hos mennesker. Det viser et nyt studie med forskere fra DG’s Center for Glycomics (CCG), USA og Rigshospitalet. Forskningen er i første omgang baseret på rotteforsøg, men opdagelsen kan potentielt anvendes i udviklingen af medicin for patienter med forhøjet blodtryk. Resultaterne er for nylig offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Journal of Biological Chemistry.
Både for højt og lavt blodtryk kan have alvorlige konsekvenser for helbredet og medføre besvimelser eller endnu værre hjerte-kar-sygdomme. Ifølge et studie med rotteforsøg foretaget af forskere fra blandt andet DG-centret CCG, ser et bestemt sukkerstof ud til at være med til at regulere blodtrykket. Opdagelsen kan måske føre til udviklingen af nye lægemidler. Studiet udspringer af ph.d.-studerende Lasse Holsts og resten af forskerholdets opdagelse af et sukkerstof, som sidder på et bestemt peptidhormon i mennesker. Herefter gik Holst og resten af forskerholdet bag studiet efterfølgende i gang med et tværfagligt forskningsarbejde med rotteforsøg, hvor forskerne fandt, at peptidhormonet – med sukkerstoffet – påvirker reguleringen af blodtrykket hos forsøgsdyrene. Opdagelsen er indtil videre kun baseret på dyreforsøg, men forskerne håber, at resultatet kan benyttes til at på sigt kan udvikle bedre medicin og behandlingsmetoder til patienter med forhøjet blodtryk eller hjertesvigt.
”Det kan være et rigtig godt bud på en moderne måde at behandle forhøjet blodtryk på uden bivirkninger som besvimelse. Det har længe været kendt, at det her peptidhormon er ekstremt vigtigt for blodtrykket, men indtil videre har man ikke kunnet bruge det i behandling. Det er en opdagelse, som kun har været mulig ved, at vi har samarbejdet på tværs og kombineret basal og klinisk forskning,” siger Jens Peter Gøtze, der er professor ved Rigshospitalet og en af hovedforfatterne bag studiet.
Rotteforsøg giver bedre indblik i reguleringen af blodtryk
Peptidhormonet, som forskerne har undersøgt, udskilles fra hjertet og er en vigtig del af kroppens proces med at regulere blodtryk og væskebalance. Med rotteforsøgene har forskerne fået et bedre indblik i, hvordan blodtrykket reguleres forskelligt afhængigt af, hvorvidt der er tale om peptidhormonet med eller uden sukkerstoffet.
”Vi kan se, at når det sukkerstof sidder på peptidhormonet, regulerer det væskebalancen og blodtrykket anderledes, end hvis sukkerstoffet ikke sidder der. I vores dyremodeller kunne vi se, at peptidhormonet med og uden sukkerstof opfører sig forskelligt. Det giver et indblik i en ny mekanisme til at regulere de her vigtige fysiologiske processer i kroppen,” siger lektor Katrine Schjoldager, der er medforfatter på studiet og en del af grundforskningscentret CCG.
Det videre forskningsarbejde består nu for forskerne i at undersøge nærmere og mere præcist hvordan sukkerstoffet fungerer og blive klogere på hvordan påsætningen af sukkerstoffet reguleres af hjertet. Derudover er det forskernes ambition at tage skridtet videre og undersøge funktionen hos mennesker.
Omtrent hver femte dansker har forhøjet blodtryk, hvilket giver en højere risiko for hjerte-kar-sygdomme såsom blodprop i hjertet eller hjertesvigt. Ifølge Hjerteforeningen dør cirka hver fjerde dansker som følge af hjerte-kar-sygdomme.
Find den videnskabelige artikel i Journal of Biological Chemistry her
Læs mere om studiet fra Center for Glycomics i en pressemeddelelse fra Københavns Universitet her