Henrik Palmer Olsen fra iCourts står i spidsen for et nyt treårigt juridisk tech-projekt
Et nyt juridisk tech-projekt vil optimere informationssøgningen for at styrke retssikkerheden i Danmark. Professor Henrik Palmer Olsen fra grundforskningscenteret iCourts står i spidsen for projektet, der gennem blandt andet kunstig intelligens vil effektivisere sagsbehandlingen og minimere potentielle fejl. Projektet er støttet af Innovationsfondens Grand Solutions.
Til dagligt bliver der lige nu brugt tusindvis af timer på informationssøgning hos juristerne og sagsbehandlerne i Danmark. Et nyt juridisk tech-projekt, ledet af Henrik Palmer Olsen, prodekan for forskning ved KU og professor ved grundforskningscenteret iCourts, vil forsøge at mindske denne omfattende informationssøgning og optimere systemet, der bruges i forbindelse med love, domme og afgørelser.
Projektet er støttet med 7,5 millioner kroner fra Innovationsfondens bevillingstype Grand Solutions og er et samarbejde mellem Københavns Universitet, Ankestyrelsen og it-virksomheden Schultz, der vil køre i tre år.
”Teknologien kan på sigt løfte sagsbehandlere og jurister op i værdikæden. Det mere rutineprægede arbejde bliver på sigt effektiviseret og ensrettet på tværs af kommuner. Målet er således at få frigivet tid til at foretage grundigere juridiske analyser og at højne kvaliteten i sagsbehandlingen. I den forbindelse vil den enkelte dansker ikke alene kunne opleve kortere behandlingstider, men også en mere ensartet praksis, der styrker retssikkerheden i hele Danmark,” fortæller professor Palmer Olsen.
Det nye projekt vil bruge kunstig intelligens til at analysere den danske lovgivning og det menneskelige sprog. Projektet er på nuværende tidspunkt i gang med udviklingen af det teknologiske værktøj Natural Language Processing, der skal hjælpe med at pege sagsbehandleren i den rigtige retning. Ved at tage udgangspunkt i sagsbeskrivelsen vil den kunstige intelligens guide sagsbehandleren mod de juridiske dokumenter, der skal bruges i sagen.
Målet med projektet er, at det færdige produkt skal bruges i hele landet af jurister, advokatvirksomheder, sagsbehandlere og de offentlige myndigheder. Selvom der indtil videre fokuseres på at udvikle produktet i Danmark, er der også allerede tanker om at udbrede det til de nordiske lande senere hen.
Afgørende at eliminere diskrimination og bias
Når teknologi behandler data, opstår der en vis risiko for diskrimination og bias. Det vil projektet undersøge, hvordan man kan undgå og eliminere på bedst mulig måde. Den del af projektet bliver ledt af Sebastian Felix Schwemer, der er lektor ved Center for Informations- og Innovationsret (CIIR) ved Københavns Universitet.
”At effektivisere juridiske informationssøgninger kan være et vigtigt bidrag til at styrke retssikkerheden igennem brug af informationsteknologi og kunstig intelligens. I den forbindelse er det imidlertid helt afgørende at eliminere diskrimination og bias,” fortæller Schwemer.
Det er første gang, at Juridisk Fakultet på Københavns Universitet modtager en Grand Solution bevilling fra Innovationsfonden.
”Jeg glæder mig til at komme i gang med projektet og til samarbejdet med Ankestyrelsen, Schultz og Datalogisk Institut,” siger Henrik Palmer Olsen, og tilføjer:
”Støtten illustrerer, hvorledes juridisk viden er relevant og vigtig for udviklingen af fremtidens digitale værktøjer.”
Læs mere om projektet i en pressemeddelelse fra Københavns Universitet her