Galaktisk genganger rykker DAWN tættere på universets udvidelse
En supernova er forudsagt til at blive set en fjerde gang i 2037, hvilket måske vil kunne bekræfte forskeres teori om tyngdekraften og bringe dem og videnskaben et skridt tættere på en bedre forståelse af universets udvidelse. Forudsigelsen af supernovaen er en del af et nyt studie mellem Danmarks Grundforskningsfonds Cosmic Dawn Center (DAWN) ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet og DTU Space og forskere fra Frankrig og USA. Studiet er for nylig udgivet i det videnskabelige tidsskrift Nature Astronomy.
Grundet relativitetsteorien, der blandt andet forklarer forskydningen af tiden i rummet, er den samme galakse blevet observeret fire forskellige steder på himlen. Samtidig kunne man se tre forskellige lyskilder, som viste sig at være den samme eksploderende stjerne, eller med andre ord supernovaen, ”SN-Requiem”. Observationerne kommer fra et nyt studie, der netop er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Nature Astronomy og er et samarbejde mellem forskere fra DG’s grundforskningscenter Cosmic Dawn Center (DAWN) ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet og DTU Space og forskere fra USA og Frankrig.
“En enkelt stjerne eksploderede for 10 milliarder år siden, længe før selv vores egen Sol blev dannet, og lysglimtet fra den eksplosion har netop nået os. Det fjerde billede af galaksen er cirka 21 år bagud, og vi bør derfor se supernovaen eksplodere en gang til, omkring år 2037,” forklarer lektor Gabriel Brammer fra DAWN, der er medforfatter på studiet.
En potentiel bedre forståelse af universets udvidelse i vente
Lys fra bagvedliggende galakser kan tage forskellige veje rundt om galaksehober, og da nogle ruter er længere end andre, er det muligt at se billeder af det samme lys flere forskellige steder i forskudt tid. Såfremt supernovaen SN Requiem igen vil blive set i 2037, vil en teori om tyngdekraften blive bekræftet og dermed hjælpe forskere med at belyse et andet mysterium – universets udvidelse. Observationerne stammer fra rumteleskopet Hubble, der har et infrarødt bølgelængdeområde, hvorefter dataene blev grundigt analyseret.
”At forstå universets struktur er en topprioritet for de største jordbaserede observatorier og internationale rumorganisationer i løbet af det næste årti. Planlagte fremtidige undersøgelser vil dække en stor del af himlen og forventes at afsløre snesevis eller endda hundredvis af sjældne tyngdelinser med supernovaer som SN Requiem. Præcise målinger af tidsforsinkelser fra sådanne kilder giver unikke og pålidelige bestemmelser af den kosmiske udvidelse, og kan ovenikøbet hjælpe med at afsløre egenskaberne af mørkt stof og mørk energi,” forklarer lektor Brammer.
Læs den videnskabelige artikel i Nature Astronomy her
Læs mere om studiet hos DAWN her