Kapitel 7: Professor Ib Chorkendorff

Uddrag: 

”Nogle af de forskere, der er præsenteret i denne bog, er bredt kendte i offentligheden. Det er ikke tilfældet for Ib Chorkendorff, på trods af at han er verdensberømt i sit felt. Ikke desto mindre er hans forskningsområde et af dem, der potentielt kan få størst indflydelse på vores hverdag: han og hans gruppe er nemlig blandt verdens førende i udvikling af katalyseprocesser, hvorigennem man kan danne brændstof for eksempel fra CO2 

»Vi laver katalyse for at kunne omsætte elektrisk energi til kemisk energi. Det gør vi, fordi vi tror på, at i fremtiden kommer energien fra sol og vind. Det vil sige, at vi får en masse elektricitet, som kan bruges til mange forskellige elektriske gadgets, såsom el-biler. Men der er også områder, der ikke kan dækkes med elektricitet alene. Fly er et eksempel, da de ikke kommer til at flyve på batterier, måske med undtagelse af ganske korte flyvninger. Et andet eksempel er den kemiske industri, som bruger fem procent af vores energi – den kan heller ikke klare sig alene på elektricitet. Det samme gælder for produktionen af stål, der ligeledes bruger fem procent af det globale energiforbrug […]« 

» […] Vi mennesker er ufattelig krævende. Vi vil have en bil med mindst 100 hestekræfter, men den må ikke fylde mere end en halv hest. Og så falder biologien fra. Men med vores metoder kan vi gøre det samme på meget lidt plads. Det kræver dog, at vi går helt ned på det atomare niveau og først forstår, hvad der skal til for at lave en god katalysator, og dernæst manipulerer atomerne ind i konfigurationer, der har gode katalytiske egenskaber. Det er det, der er vores udgangspunkt – grundvidenskab med teknologisk sigte. Det er det, jeg nyder at være i, og jeg mener også, det er gavnligt for de studerende. Jeg kan huske, da jeg selv blev uddannet, og jeg spurgte min vejleder, hvorfor vores felt var interessant. Svaret var, at det var, fordi ingen havde gjort det før. Det var i grunden fint nok, men jeg synes, det er endnu mere interessant, hvis det også har en teknologisk vinkel og kan bruges til noget konkret engang ude i fremtiden.« 

 

Du kan læse hele portrættet af professor Ib Chorkendorff ved at downloade kapitlet nedenfor. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev