Kapitel 4: Professor Marja Jäättelä

Uddrag:

”Marja Jäätteläs arbejde har to centrale mål. Det ene er at øge forståelsen af de mekanismer, der styrer en bestemt form for celledød, som kræftceller ofte er sårbare over for […] – det er ren grundforskning. Det andet mål handler om, hvordan forskningsresultaterne kan »oversættes« (translateres) til gavn for patienter, eksempelvis ved at bidrage til at udvikle nye behandlingsmetoder.”

»At det netop er disse mål, jeg har i dag, skyldes et spørgsmål, som jeg stillede meget tidligt i min karriere: hvorfor dør kræftceller ikke, og hvordan kan vi få dem til at dø igen. Jeg har altid sørget for at lade mine spørgsmål styre, snarere end at lade retningen styre af, hvad jeg teknisk kan. Det tekniske styrer nemt en hel del, for når man først har opbygget avancerede systemer og kompetencer, så vil man selvfølgelig udnytte dem.«

Dette med at ens tekniske overlegenhed af og til kan blive begrænsede, illustreres af Marja Jäätteläs beskrivelse af noget, som umiddelbart ligner en tragedie: En voldsom oversvømmelse i kælderen i Kræftens Bekæmpelse under det store skybrud over København i 2011 ødelagde talrige store tanke med nedfrosne cellekulturer og dermed flere års arbejde. Det tvang hende til at genoverveje sine prioriteter. Hun besluttede sig for at investere i en teknik, som kaldes »lipidomics« – detaljerede analyser af forskellige celletypers indhold af fedtmolekyler.

»Og hvorfor så det? Fordi jeg synes, at det var nødvendigt for spørgsmålet. Det understreger igen den grundlæggende idé, jeg altid har haft: at min forskning skal styres af spørgsmålene, ikke af metoderne. Jeg skal skaffe de metoder, der skal til for at besvare de spørgsmål, jeg mener er centrale – men når man i 20 år har bygget metoder, så bliver man fastlåst. Og da kælderen, hvor alle mine celler blev opbevaret, pludselig var fyldt med vand, og alt var ødelagt – så var det på en måde lidt befriende at miste det hele.«

Du kan læse hele portrættet af professor Marja Jäättelä ved at downloade kapitlet nedenfor.