Kapitel 23: Professor Ian Hickson
Uddrag:
”Selvom Hickson arbejdede med kromosomstabilitet i bakterier og gær, da han begyndt sin forskerkarriere, har han for længst flyttet sit fokus til højere organismer og til spørgsmål relateret til sygdomme hos mennesker. Det skyldes mest af alt, at han synes, det er mere interessant og relevant, men det handler handler også om, at det er meget lettere at finansiere forskning i humane celler”.
“Han er med rette stolt af flere af centrets resultater, men især ét skiller sig ud: En artikel i Nature fra 2003 om genet BLM, der, når det muterer, fører til sygdommen kaldet Blooms syndrom, en lidelse, der også øger risikoen for at udvikle cancer. Artiklen er blevet citeret mere end 750 gange og var medvirkende til, at Hickson blev medlem af Royal Society i Storbritannien i 2010; Derudover er resultaterne blevet lærebogsmateriale. Men det er, ifølge Hickson selv, mere processen hen mod opdagelsen, end det er selve anerkendelsen for opdagelsen, som han er mest stolt af. Der er kun to forfattere på artiklen, ham selv som seniorforfatter og en postdoc, Dr. Wu, som vi vender tilbage til senere.”
”Vi udtænkte lige fra begyndelsen en model for, hvordan vi troede, at BLM-proteinets rolle i kromosomstabilitet fungerede, og vi udviklede en meget kompliceret måde at teste det på. Og det hele fungerede bedre, end vi kunne have forestillet os. Vi identificerede en helt ny ”pathway” for, hvordan genomstabilitet opretholdes i humane celler – og vi arbejdede på det helt fra begyndelsen – fra den grundlæggende biologi. Vi satte os ned med kuglepenne og papir og sagde: “Gad vide, om det gør det og det og det”, og så satte vi os for at teste den model.”
Intelligens er ikke lig med genialitet
“Når vi taler om Weatherall [David Weatherall – en af Hicksons rollemodeller] fører det også til en diskussion af, hvad et ægte videnskabeligt geni er. Det er ikke let definere et genis egenskaber, understreger Hickson. Men fascination af videnskab og forskning er et centralt træk. ”Jeg kan tælle de virkelig dygtige kolleger, som jeg har mødt gennem min karriere, på en hånd. Den person, der udviklede Nature-artiklen om Blooms helicase, var en af dem. Han forsker desværre ikke mere. Han tænkte meget uortodokst; Han havde en helt anden indsigt i ting. Han publicerede ikke noget i begyndelsen, og folk begyndte at spørge: “Hvorfor i alverden beholder du den fyr? Han er en total fiasko. Jeg svarede: “Han vil få et stort gennembrud. Han forsøger at gøre ting, som andre mennesker ikke tør.” Han endte med at udgive fire eller fem store artikler, og så vendte alles holdning til ham. Intelligens er ikke lig med genialitet. Du skal have et nysgerrigt sind, for at være den slags person, der er glad for bare at sidde og tale om videnskab for at forstå tingene. Og hvis du har den form for genialitet, så ser du selvfølgelig også ting, som andre mennesker ikke ser. Nogle mennesker har bare denne helt særlige indsigt, der betyder, at de siger: “Det skal jeg ikke ignorere; det kan være virkelig vigtigt.” Og det er det, der for alvor adskiller folk.”
Du kan læse hele portrættet af professor Ian Hickson ved at downloade kapitlet nedenfor. (På engelsk)
Vi udgiver et kapitel hver måned fra bogen Fortællinger fra Grundforskningens Grænseland på dg.dk.
Du kan finde alle de publicerede kapitler her