Kapitel 12: Professor Eske Willerslev

Uddrag:

”Hverken folkeskolen eller gymnasiet interesserede Eske Willerslev. Og under studiet var han ikke særlig tiltrukket af forskning før specialet. Faktisk syntes han, at biologistudiet generelt var utrolig kedeligt. Han lavede sit speciale på Biologisk Institut, på det, der dengang hed Afdeling for Evolutionsbiologi. Han brugte to år på det, og det var to års hårdt arbejde. Men det var fantastisk at generere ny, konkret viden og at afdække noget, som ingen vidste før. Det var det bedste, han nogensinde havde prøvet. Hele processen, også frustrationerne. Dem var der masser af, men det var lige så godt, som da han var eventyrer og udforskede nye ødemarker. Det var det samme eventyr. Ekspeditionerne var en del af inspirationen.”

»Jeg tog på den første ekspedition, lige før jeg startede på biologistudiet. Under studiet tog jeg mange og lange pauser for at tage på ekspeditioner. Lige da jeg var færdig med studiet, tænkte jeg, at ekspeditionerne ikke havde givet mig noget fagligt, men i dag kan jeg se, at de har givet mig meget. Det var jo ikke mindst grunden til, at jeg – da jeg skulle skrive speciale – allerede var interesseret i istidsdyrenes uddøen og i menneskevandring. Jeg oplevede mennesker, der talte for skellige sprog og levede forskelligt, og jeg spurgte mig selv, hvorfor og hvordan de var kommet herop. Og jeg fandt, og undrede mig over, knogler fra uddøde dyr, mens jeg rejste rundt i tundraen.«

”Eske Willerslev fortæller, at der kun var to fag på hele biologistudiet, som han syntes var rigtig interessante. Det ene var menneskets evolutionshistorie, det andet var evolutionsbiologi. I menneskets evolutionshistorie var det underviserens inspiration og energi, som han syntes var fantastisk. For evolutionsbiologiens vedkommende skyldtes det, at han her for første gang forstod det store billede – sammenhængen mellem de øvrige elementer på biologiuddannelsen. Hans speciale handlede om DNA på iskerner. Han ville gerne have arbejdet med menneskevandringer allerede dengang, men lederen af afdelingen sagde nej. Bent Christensen, en professor på vej på pension, foreslog, at man kunne trække DNA ud af iskerner. På det tidspunkt var der ingen steder i Danmark, hvor man lavede den slags undersøgelser på mennesker, og Eske Willerslev tænkte, at iskernerne måske kunne blive et springbræt til dette, så han startede der.”

 

Du kan læse hele portrættet af professor Eske Willerslev ved at downloade kapitlet nedenfor.

Kapitel 12: Professor Eske Willerslev