DG’s Fotokonkurrence 2018
DG’s fotokonkurrence 2018
I 2018 lancerede Danmarks Grundforskningsfond en fotokonkurrence for fondens bevillingshavere. Herunder kan du se årets vinderbilleder samt en række andre deltagende fotos, og klikke dig videre til interviews med vinderne, som fortæller om den fascinerende grundforskning bag billederne.
Bedømmelseskriterierne:
- I hvilken grad fotografiet vækker nysgerrighed hos beskueren
- I hvilken grad fotografiet fungerer som visuel indgang til historien bag et specifikt forskningsresultat
- Fotografiets æstetiske kvalitet
Bedømmelsespanelet:
Christine Buhl Andersen, Direktør Glyptoteket; Louise Wolthers, Forskningsansvarlig/kurator Hasselbladstiftelsen; og Minik Rosing, Professor Statens Naturhistoriske Museum, medlem af DG’s bestyrelse og Louisianas bestyrelse.
Førstepladsen:
The Rising fibre moon, seniorforsker Jonas Schou Neergaard-Nielsen fra Center For Makroskopiske Kvantetilstande (BIGQ)
Panelets bedømmelse: Billedet fasciner umiddelbart ved skønhed og fotografisk kvalitet. Hvad der umiddelbart ligner fuldmånen på nattehimlen viser sig ved nærmere eftersyn at være mikroskopiske fibre projiceret op på en væg. Billedet viser en innovativ måde at benytte mikroskopi. Billedet er kvalitetsmæssigt perfekt i både komposition, belysning og skarphed. Det er på samme tid et klassisk fotografi og en avanceret højteknologisk eksperimentel opstilling.
Læs interview med Jonas Neergaard-Nielsen om forskningen bag billedet her
Andenpladsen:
The nests, postdoc Søs Grønbæk Mathiassen fra Center for Autofagi, Recirkulering og Sygdom (CARD)
Panelets bedømmelse: En smuk komposition i både struktur og farve, som taler til fantasi og nysgerrighed. Betragteren får lyst til at finde ud af, hvad billedet viser. Det skaber en række associationer til gopler, stjernetåger og organer, men det er ikke umiddelbart klart, hvad skalaen eller materialet er. Billedet fascinerer os i forhold til at forstå hvad autofagi er, og hvordan fluorescensfotomikrografi fungerer.
Læs interview med Søs Grønbæk Mathiassen om forskningen bag billedet her
Tredjepladsen:
Confocal laser-scanning photomicrograph of a cress leaf, Ph.d. fellow Pascal Hunziker fra Center for Dynamiske Molekylære Interaktioner (DynaMo)
Panelets bedømmelse: Et smukt og poetisk billede af noget så genkendeligt som et blad fremtræder i et helt nyt lys. De meget sarte og spinkle strukturer er i virkeligheden en del af plantens forsvarssystem, som via avancerede proteinmarkører er blevet gjort synlige. Billedet er af en høj teknisk kvalitet, og fremstår som et harmonisk billede, selv om det er sammensat af 74 mindre delbilleder i 15 dybdelag.
Læs interview med Pascal Hunziker om forskningen bag billedet her