29. februar 2024

Det er ikke let, men det er det hele værd

Hvis du vil have et indblik i, hvordan du kan skabe excellent grundforskning ved at kombinere international viden og ekspertise fra to forskellige universiteter, så kan du fx spørge lektor Leonardo Bonetti.

Leonardo Bonetti har brugt en del tid og energi på at etablere et stærkt samarbejde mellem DG’ s Center for Music in the Brain og University of Oxford i samarbejde med professorerne Morten L. Kringelbach og Peter Vuust, og han er overbevist om, at det internationale samarbejde er en stor gevinst for alle parter.

Bonetti er forsker i neurovidenskab. Han er interesseret i, hvordan musik kan hjælpe os med at forstå hjernen, især hos ældre, og hans mål er at skabe et værktøj, der kan måle risikoen for at udvikle demens.

“I både Aarhus og Oxford har vi et state-of-the-art magnetoencefalografi-laboratorium (MEG), hvor vi kan indsamle data af høj kvalitet. Ideen er at samle datasæt både i Aarhus og Oxford og sammen udvikle nye analytiske metoder til en bedre forståelse af vores data.”

Bonetti forklarer, at selvom han også kan analysere data i Aarhus, så er de eksperter på dette område i Oxford, og med deres viden har han mulighed for at optimere sine analyseevner og udvikle bedre analyseværktøjer.

“Og så er det vigtigt, at jeg tager de tekniske kompetencer, de analytiske løsninger og de resultater, der er udviklet i Oxford, med tilbage til de studerende i Aarhus for på den måde at bidrage til kvaliteten af forskningen i Danmark.”

Det kræver meget planlægning og hårdt arbejde at dele forskningen op i to eller flere lande, men Bonetti mener, det er besværet værd. I videointerviewet fortæller Bonetti mere om fordelene ved samarbejdet mellem Aarhus og Oxford.

Læs mere om Leonardo Bonettis forskning og samarbejdet mellem Oxford og Aarhus

Ud over DG støttes Leonardo Bonetti af flere generøse fonde som Lundbeck–  og Carlsbergfondet og Linacre College ved University of Oxford.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev