Data fra forhistorisk ”gylden flod” i den jordanske by Jerash kan gøre os klogere på nutidig bæredygtighed

I den antikke Jordanske by Gerasa – ved det nuværende Jerash – har ny forskning afsløret at en såkaldt ”gylden flod” gjorde det muligt for befolkningen at udnytte oplandet, så produktiviteten øgedes og sociale og økonomiske netværk blev mere robuste. Samtidig blev det omkringliggende terrassesystem til jordbrug ikke nedbrudt og overudnyttet. Den bæredygtige forvaltning af landbrugsjord fra fortiden kan være en inspiration til måder at mestre bæredygtigheden på i dag. Opdagelsen beskrives i et nyt studie fra blandt andre professor og centerleder ved DG-centret UrbNet, Rubina Raja, sammen med kollegaer fra The Danish-German Jerash Northwest Quarter Project.

Et nyt studie præsenterer data fra arkæologiske undersøgelser af sedimenter ved en såkaldt ”gylden flod”, som løb igennem den forhistoriske by Gerasa, hvis ruiner i dag forsat kan ses i Jerash, Jordan. Data fra flodsedimenterne afslører, at den antikke storby forvaltede og kontrollerede det omkringliggende opland og landbrugsressourcer på en sådan måde, at byen i våde faser var miljømæssig bæredygtig. Bag studiet står blandt andre centerleder for DG’s Center for Urbane Netværksudviklinger (UrbNet), Rubina Raja sammen med forskerkolleger fra The Danish-German Jerash Northwest Quarter Project.

”I den romerske og islamiske periode var forvaltningen af landområdet centraliseret. Jorden var ejet af eliten, som organiserede arbejdskraften og sørgede for, at jorden blev dyrket og områderne vedligeholdt,” fortæller professor Raja til Danmarks Grundforskningsfond.

Jordskælv ødelagde byens bæredygtige landbrug
Gerasa er en velbevaret antik by i det nordvestlige Jordan. Byen blev grundlagt i 100-tallet f.Kr., og var i mange en del af Dekapolis – en gruppe af bystater med tætte relationer på Romerrigets østfront. Tværs gennem byens midte strømmede floden Chrysorrhoas, også kaldet ”Den Gyldne Flod”, som har haft stor indflydelse på byens udvikling.  Da et stort jordskælv ramte området i 749 e.Kr. blev det omkringliggende landbrugsland, der var anlagt som terrasser omkring floden, ikke længere vedligeholdt, og terrasserne eroderede derfor kraftigt. Det ødelæggende jordskælv resulterede i, at kun mindre bosættelser i kortere perioder opretholdt en tilstedeværelse i Gerasa. I flodlejet har professor Raja og resten af forskerholdet nu indhentet dataene, som blandt andet sladrer om forskelle i intensiteten af byens forvaltning af oplandet og flodbækken i perioder med eksempelvis klimaforandringer eller politisk uro.

”Et af de meget overraskende resultater er, at det lader til, at i det øjeblik man holdt op med at organisere og vedligeholde det omkringliggende land (terrasserne), så begyndte det at få indflydelse på bylivet – altså mindre forvaltning og dyrkning og vedligeholdelse lig med direkte nedgang i bylivet. Dette tyder på, at man havde optimeret udnyttelsen af det omkringliggende land, og at det var vigtigt at vedligeholde det for at undgå erosion og oversvømmelser,” fortæller Raja og uddyber:

”Det siger derfor noget om, at til trods for at vi i dag taler meget om ”overexploitation” af jord og landbrugsjord, så er der noget, der tyder på, at man skal holde et vist niveau i udnyttelsen for ikke at ødelægge det økosystem, man har skabt. Altså er menneskets indflydelse ikke blot lig med ødelæggelse af naturen, men at det også kan have en vigtig og nødvendig indflydelse på udviklingen.”

Flodsedimenter afslører fortidens historiske processer
Sedimenter i flodsystemer er sensitive indikatorer på landskabs- og miljømæssige ændringer, og ved at undersøge aflejringerne, kan forskerne dykke ned i ”jordbundens arkiv” og finde ud af meget mere om de naturlige processer samt den menneskelige aktivitet, som har været på spil. Data fra sedimenterne i floden viste sig at referere til materiale fra omkring 800 år op til jordskælvet samt 800 år efter jordskælvet. Dette betyder, at terrassesystemerne allerede fra før det første årtusinde havde en stor betydning for byens agrikulturelle liv, hvilket de stadig har den dag i dag.

I studiet har forskerne benyttet sig af en metode, kaldet Optically Stimulated Luminescence (OSL), som er en ny måde at indsamle prøver på. OSL-prøverne kan afsløre både absolutte og relative kronologier i forhold til de processer, sedimenterne fra floden har gennemgået, hvilket kan relateres direkte til den arkæologiske data fra Jerash.

”Optically stimulated luminescence er en dateringsmetode, hvor man måler ”doses from ionizing radiation”. Metoden, der er god til at måle over lange tidsperioder, bruges, når man beskæftiger sig med historiske perioder bedst i kombination med andre metoder for at opnå højst præcision, og for at man kan dobbelttjekke resultater,” forklarer Raja og tilføjer:

”I vores tilfælde har vi kombineret kontekstuel arkæologi og datering af fund fra disse kontekster med OSL samt med 14C dateringer. Dette har givet os muligheden for at være mere præcise i vores dateringer, end hvad der ellers ville have været muligt. – Det er high definition archaeology – lige præcis det, som vi gerne vil være frontrunners på i centret.”

Det nye studie fra Raja og forskerholdet giver et bedre indblik i og en mere dybdegående viden om den hårfine balance mellem menneskelige handlinger og miljøændringer som katalysator for historiske processer.

Læs den videnskabelige artikel i Taylor and Francis Online her