DNRF Chair: Professor Ruth Loos

DNRF Chair:

Professor Ruth Loos

Periode:

01/09/2022 - 31/08/2025

Værtsinstitution(er):

Københavns Universitet

Professor Ruth Loos’ forskning har til formål at identificere genetiske og ikke-genetiske nøglekomponenter, der indgår i kroppens vægtregulering, da øget indsigt kan resultere i mere personspecifikke strategier, der kan forbedre forudsigelsen, forebyggelsen og behandlingen af svær overvægt. DNRF Chair-bevillingen vil give hende mulighed for at opbygge en kohorte, der modtager skræddersyet medicin (præcisionsmedicin), med det ultimative mål at give individuelle livsstilsanbefalinger for optimal sundhed.

Hendes forskningsprogram omfatter tre hovedprojekter.  I det første projekt er målsætningen at få indsigt i de biologiske mekanismer, der ligger bag kroppens vægtregulering og fedtdistribution gennem opdagelse af gener og genvarianter, der er associeret med svær overvægt og andre fedmetræk. I det andet projekt vil hun gennem deep phenotyping og recall-by-genotype studier identificere de genetiske og ikke-genetiske faktorer, der påvirker kropsvægten hos personer med både høj og lav risiko for svær overvægt. Det tredje forskningsprojekt er DNRF Chair-projektet, hvor professor Loos vil opbygge en kohorte, der modtager skræddersyet medicin (præcisionsmedicin) med det formål at identificere nøgleindikatorer for det metaboliske respons på kost og motion. Denne viden kan bruges til at udvikle specifikke livsstilsanbefalinger, der kan hjælpe folk til et bedre helbred. De nuværende anbefalinger til vægttab – dvs. spis mindre, dyrk mere motion – antager, at én løsning kan hjælpe alle, men desværre har det vist sig, at kun få bliver hjulpet. Derfor er der en stigende interesse i – og behov for – skræddersyet medicin. Professor Loos´ gruppe vil undersøge 1.000 individer over tid. Baseret på den enorme informationsmængde, som indsamles, vil hun udvikle en maskinlæringsalgoritme, der kan forudsige individuelle metaboliske reaktioner på kost og motion.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev