Skyer på himmel

Center for Chemistry of Clouds (C3)

Centerleder:

Merete Bilde

Periode:

15. april 2023 til 14. april 2029

Ansøgningsrunde:

11. runde

Værtsinstitution(er):

Aarhus Universitet

Bevilling:

59.998.000

Skyer er spændende fænomener, der har undret og fascineret mennesket i århundreder. I dag ved vi, at skyer dækker to tredjedele af himlen, og at de har indflydelse på både vejr, nedbør og klima. Men vi ved stadig meget lidt om, hvordan skyer dannes. En forudsætning for skydannelse er tilstedeværelsen af tusindvis af små aerosolpartikler i atmosfæren, som virker som kim for dannelsen af skydråber og iskrystaller.

Visionen i C3 er at bidrage til forståelsen af, hvordan skyer dannes samt at opnå viden om, hvilken rolle overfladestrukturer og kemi har på de atmosfæriske systemer, der kan føre til skydannelse. Ny viden om aerosoler og deres fysisk-kemiske egenskaber samt deres interaktioner med vand på molekylær skala vil føre til større forståelse af skyer og deres indflydelse på vejr og klima.

I C3 anvender vi en bred vifte af eksperimentelle og teoretiske metoder til at undersøge og forstå flerfase-aerosolsystemer i atmosfæren under forskellige atmosfærisk relevante forhold fx sollys, luftfugtighed og temperatur. C3 kombinerer kontrollerede laboratorieforsøg med komplekse teoretiske modeller til at forstå, hvordan fx oxidation kan ændre aerosolers overflade og egenskaber og dermed deres evne til at danne skyer.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev