DG-centerlederne Rubina Raja og Carsten Rahbek modtager DM’s forskningspriser 2019
For 13. gang uddeler Dansk Magisterforening (DM) forskningspriser til to forskere, og i år tilfalder priserne to af Danmarks Grundforskningsfonds centerledere. Professor Rubina Raja modtager prisen indenfor humaniora og samfundsvidenskab, og professor Carsten Rahbek modtager prisen indenfor naturvidenskab.
For nyligt offentliggjorde Dansk Magisterforening modtagerne af DM’s to forskningspriser 2019, og i år går priserne til to ledere af DG’s grundforskningscentre. Prisen for naturvidenskab går til professor i makroøkologi Carsten Rahbek, leder af Center for Macroecology, Evolution and Climate (CMEC) ved Globe Institute, Københavns Universitet, og prisen for humaniora og samfundsvidenskab går til professor i klassisk arkæologi Rubina Raja, leder af Center for Urban Network Evolutions (UrbNet), ved Aarhus Universitet.
Priserne gives hver år til to forskere, der på særlig vis har bidraget indenfor deres felt, og uddeles på baggrund af indstillinger fra forskerkollegaer. Med prisen følger desuden 50.000 kroner.
”Jeg er dybt beæret over at være blevet tildelt DM’s Forskningspris 2019. Prisen opfatter jeg som en kollegial anerkendelse af den forskning og formidling, som jeg har foretaget over de sidste mange år – ofte sammen med mine forskergrupper, som fortjener stor ros og opmærksomhed”, udtaler professor Raja til DM i forbindelse med prisen.
Læs DM’s portræt af Rubina Raja her
Og se DM’s videoportræt af Rubina Raja herunder:
For Carsten Rahbek er det desuden afgørende at være blevet indstillet til prisen af sine kollegaer.
”I en verden af forskning hvor vi konstant evalueres og kritiseres, med god grund og som en vigtig del af kvalitetssikring, er det så vigtigt, at vi husker at sætte pris på hinanden. Og det kan man virkelig sige, at denne pris er med til”, siger Carsten Rahbek til DM.
Læs DM’s portræt af Carsten Rahbek her
Og se DM’s videoportræt af Carsten Rahbek herunder:
Meget mere om årets prisuddeling kan findes i pressemeddelelsen hos DM her og i seneste nummer af DM’s magasin.