CEBI er iblandt vinderne af AEJ Best Paper Awards 2020
The American Economic Journal (AEJ) har kåret en videnskabelig artikel fra grundforskningscenteret CEBI som en af vinderne af AEJ Best Paper Awards 2020. Den videnskabelige artikel fra CEBI ”Children and Gender Inequality: Evidence from Denmark” blev udgivet i oktober sidste år i AEJ og er vinderen af kategorien Applied Economics, som udgør én ud af fire priskategorier, og som hver repræsenterer fire separate tidsskrifter hos AEJ. Bag studiet står postdoc Jakob Egholt Søgaard og professor Henrik Kleven fra DG-centeret CEBI ved Københavns Universitet i samarbejde med franske Camille Landauis, der er professor ved London School of Economics.

To forskere fra DG’s Center for Economic Behavior and Inequality (CEBI) ved Københavns Universitet står i spidsen for en videnskabelig artikel, der er dette års vinder af AEJ Best Paper Awards for kategorien Applied Economics. Prisen udgør én ud af fire priskategorier, som hver repræsenterer fire separate tidsskrifter hos AEJ. Bag studiet står postdoc Jakob Egholt Søgaard og professor Henrik Kleven fra grundforskningscenteret CEBI i samarbejde med franske Camille Landauis, der er professor ved London School of Economics. Den videnskabelige artikel bærer titlen ”Children and Gender Inequality: Evidence from Denmark” og har undersøgt, hvordan det at få børn kan have en forskellig og ulige effekt på karrieren hos henholdsvis mænd og kvinder.
Med studiet, der blev udgivet i AEJ i oktober 2019, har forskerholdet fra CEBI og London School of Economics undersøgt data fra Danmark for at sammenligne, hvordan et barns fødsel på forskellig vis påvirker karrieren for henholdsvis mænd og kvinder. Studiet viser, at virkningerne er betydelige og langvarige og i sidste ende resulterer i en langsigtet kløft i indtægt på omkring 20 procent. Men uligheden forbundet med barnets fødsel viser sig ikke kun i form af en mindre lønseddel – barnets ankomst påvirker ligeledes, hvilke steder nogle mødre vælger at arbejde og formindsker moderens muligheder for forfremmelse. Med studiet kunne forskerholdet overordnet set konkludere, at børns negative virkninger på karrierer for kvinder var markante og ikke falder over tid, sammenlignet med karrierer for mænd.
AEJ er en gruppe af fire videnskabelige tidsskrifter udgivet af The American Economic Association (AEA) siden 2009. Udover tidsskriftet i Applied Economics, er AEJ inddelt i tidsskrifterne: Economic Policy, Macroeconomics og Microeconomics. Det amerikanske AEA har eksisteret siden 1885 og er en videnskabelig non-profit forening, der arbejder for at fremme forskning indenfor økonomi.
Læs mere om studiet i en pressemeddelelse fra CEBI her
Yderligere information om prisen til CEBI og de øvrige tre vindere kan findes hos AEJ her