2. april 2020

CARD vil teste velkendt lægemiddel i kampen mod coronavirus

Et forskerhold fra grundforskningscenteret CARD ved Kræftens Bekæmpelse vil samarbejde med kollegaer fra Helsinki Universitet om at teste, om allergimedicin kan anvendes som middel mod coronavirus. Forskerne fra CARD har indtil nu oplevet gode resultater ved at anvende bestemte former for allergimedicin i kræftbehandling og håber på, at det samme vil gøre sig gældende i kampen mod coronavirus.

Billedet viser en grafisk illustration af coronavirusset.
Billedet viser en grafisk illustration af coronavirusset. Foto: CDC/Unsplash

Mens pandemien COVID-19 plager hele verden, er en gruppe forskere fra DG’s Center for Autofagi, Recirculering og Sygdom (CARD) ved Kræftens Bekæmpelse gået sammen med forskerkollegaer fra Helsinki Universitet i kampen mod coronavirus. Forskere fra CARD har indtil nu opnået gode resultater ved at anvende bestemte former for allergimedicin i kræftbehandlinger, og sammen med de finske kollegaer vil de afprøve en bestemt type allergimedicin som middel mod den verdensomspænde virus. Derfor har forskerholdet fra CARD netop sendt en pakke afsted til Helsinki Universitet med de stoffer, som de arbejder med i laboratorierne i Kræftens Bekæmpelse.

”Vi har sendt en pakke med 12 forskellige stoffer, som vi arbejder med, og som vi tror, kan angribe coronavirus”, siger Marja Jäättelä, der er centerleder ved CARD.

Pakken indeholder allergimedicin af typen antihistaminer og er adresseret den finske professor og virusekspert Olli Vapalahti, som har udviklet et Covid-19 cellesystem i sit laboratorium på Helsinki Universitet. Her har Vapalahti udviklet cellemodeller, som blandt andet kan teste coronavirussets evne til at dele sig, inficere celler samt hvordan forskellige stoffer virker på virusset.

”I øjeblikket er der stor fokus på malariamidlet klorokin samt hydroklorokin som mulige behandlinger mod Covid-19. De fungerer hovedsageligt ved at forstyrre lysosomernes funktion og dermed virussets adgang til cellen”, forklarer Jäättelä.

Velafprøvede lægemidler med få birvirkninger

Initiativet tager udgangspunkt i CARD’s erfaring med forskning i såkaldte lysosomer, der er små organer i cellernes indre, som er fyldt med syre og enzymer og som er med til at sikre, at affald i cellerne bliver nedbrudt. I deres forskning har Marja Jäättelä og hendes forskerhold blandt andet vist, at antihistaminer kan forstærke effekten af kemoterapi ved at påvirke lysosomerne. Da coronavirus bruger lysosomerne til at få adgang til kroppens celler, vil forskerne derfor nu afprøve om antihistaminer ligeledes vil have en effekt i kampen mod Covid-19.

”Baseret på vores viden om lysosomer og lægemidler, der retter sig imod lysosomer, tror vi, at nogle af de antihistaminer, som vi har undersøgt i mange år, kan have en lignende eller endda bedre effekt på coronavirus.”

Hvis forsøgene i laboratoriet på Helsinki Universitet viser gode resultater, håber Marja Jäättelä og resten af forskerholdet fra CARD, at antihistaminer hurtigt vil blive testet først på Covid-19 ved musseforsøg og derefter på patienter.

”Hvis vores tese holder, vil vi hurtigt tage kontakt til sundhedsvæsenet. Klorokin er ikke ufarligt, så hvis antihistaminerne kan bruges, vil det være mere sikkert. Antihistaminer er gamle og velafprøvede lægemidler med meget få bivirkninger, så det vil være en bedre løsning”, forklarer Jäättelä og tilføjer:

”Så selv om vi ikke kan fjerne virus fuldstændig, kan vi måske mindske mængden og på den måde forhindre alvorlig sygdom og død.”

Læs mere om initiativet fra CARD i en pressemeddelelse fra Kræftens Bekæmpelse her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev