CARD-forskere: Nyopdaget affaldssystem i cellerne beskytter vores gener
Forskere fra DG-centret CARD ved Kræftens bekæmpelse har opdaget et nyt affaldssystem i cellerne. Systemet ser ud til specifikt at beskytte vores gener og holde dem stabile, og systemet spiller sandsynligvis en rolle i årsagen til, at raske celler udvikler sig til kræftceller. Studiet er udgivet i Nature Communications.
En ny forklaring på, hvorfor normale celler udvikler sig til kræftceller er resultatet af en ny udgivelse i tidsskriftet Nature Communications. Bag forskningen står et hold forskere primært fra DG’s grundforskningscenter Center for Autophagy, Recycling and Disease (CARD) hos Kræftens Bekæmpelse, heriblandt hovedforfatter Søs Grønbæk Holdgaard og forskningsleder Francesco Cecconi.
Populært sammenligner man ofte cellen som en fabrik, og generne er den del af ’fabrikken’, som planlægger cellens forskellige arbejdsopgaver. Generne er derfor vitale for, at vores celler fungerer og deler sig korrekt, og et omfattende sikkerhedssystem holder øje med, at fejl ikke opstår. Nu viser forskningen fra CARD, at en del af dette sikkerhedssystem er en helt nyopdaget affaldssortering, der specifikt har til formål at beskytte generne.
”Det har længe været kendt, at kroppens celler har et generelt system til bortskaffelse af affald, men det er helt nyt, at der faktisk findes et system, der helt specifikt har til formål at beskytte vores gener og holde dem stabile. Genetisk ustabilitet er en af de vigtigste måder, en normal celle bliver til kræftcelle, og vi er dermed inde og få viden, som er universel for udviklingen af kræft på tværs af mange kræftformer,” siger forskningsleder på studiet processor Francesco Cecconi i en pressemeddelelse til Kræftens Bekæmpelse.
Nyopdaget affaldssystem er vigtigt for celledelingen
Det nyopdagede affaldssystem har helt præcist til opgave af sørge for vedligeholdelsen af de såkaldte centrosomer, som spiller en vigtig rolle i celledelingen. Centrosomer er et lille organel i cellen, hvis hovedformål er at dele og fordele arvematerialet inde i cellen korrekt, når en celle deler sig til to nye identiske kopier. Derfor er det også vigtigt, at centrosomerne fungerer rigtigt, men i kræftceller ser man tit fejl i centrosomerne.
Indtil nu har man kun vidst meget lidt om, hvordan fejlene opstår, og hvordan centrosomerne bliver vedligeholdt. Med opdagelsen af det nye affaldssystem og systemets funktion, tyder det på, at fejl i affaldssystemet er medvirkende til, at raske celler udvikler sig til kræftceller.
Mere information om forskningen findes i en pressemeddelelse hos Kræftens Bekæmpelse her
Den videnskabelige artikel kan findes hos Nature Communications her
Hovedforfatter på studiet, Søs Gønbæk Holdgaard, vandt i 2018 2. pladsen i Danmarks Grundforskningsfonds fotokonkurrence for et foto af blandt andet centrosomer i kræftceller. Læs interviewet med Grønbæk Holdgaard i den forbindelse lige her.