8. juli 2020

Anja Boisen modtager stor bevilling fra BioInnovation Institute

BioInnovation Institute (BII) støtter professor Anja Boisen med 18 millioner kroner til et treårigt projekt i lægemiddelovervågning. Målet med projektet er at udvikle et system, der kan munde ud i en startupvirksomhed. Bevillingen er i store dele modtaget på baggrund af sensorforskningen i grundforskningscenteret IDUN ved DTU, hvor professor Boisen er centerleder.

Professor Anja Boisen modtager en stor bevilling fra BII til udviklingen af lægemiddelovervågning.
Professor Anja Boisen modtager en stor bevilling fra BII til udviklingen af lægemiddelovervågning. Foto: DG

BioInnovation Institute (BII) afsætter op til 70 millioner kroner til videnskabeligt baserede projekter for at fremme innovation og startups inden for sundhedsteknologi. Professor Anja Boisen, der er centerleder ved grundforskningscenteret IDUN, er iblandt bevillingsmodtagerne fra BII, og vil de næste tre år blive støttet med i alt 18 millioner kroner til et projekt inden for lægemiddelovervågning. Bevillingen er i store dele modtaget på baggrund af sensorforskningen i grundforskningscenteret IDUN ved Danmarks Tekniske Universitet.

”IDUN blev i sin tid skabt via to store bevillinger fra henholdsvis Danmarks Grundforskningsfond (til drug delivery) og Villum Fonden (til sensor udvikling). Ved forlængelsen af IDUN fra DG er det kun drug delivery-delen, der kan videreføres. Den nye bevilling fra BII gør det muligt at videreføre begge aktiviteter og udnytte den enorme synergi, der er imellem de to aktiviteter – i dag er de nærmest smeltet sammen. Synergien er også årsagen til, at vi overhovedet anvender vores sensorer indenfor det medicinske felt,” forklarer professor Boisen.

Formålet med projektet er at udvikle en miniature plade, der i løbet af få minutter kan udføre terapeutisk lægemiddelovervågning ud fra en enkelt dråbe blod. Gruppen vil arbejde på en løsning til gavn for plejeområdet uden behov for specialiseret personale og til en brøkdel af de nuværende omkostninger. Målet med projektet er at komme så langt med udviklingen i løbet af bevillingsperioden, at det efterfølgende kan munde ud i en startupvirksomhed.

”Vi glæder os enormt til samarbejdet med BII, som udover at støtte vores forskning vil hjælpe os med at identificere de mest relevante anvendelser af vores sensorer, således at vi forhåbentlig om tre år kan starte en ny health tech virksomhed,” fortæller Boisen.

Boisens gruppe tilsluttede sig BII den 1. juli 2020 i fællesskab med grupper under professor og videnskabelig direktør for DTU, Morten Alexander Sommer samt professor Jay Keasling fra University of California, Berkeley i USA. Professor Anja Boisen vil være den første til at lede en gruppe på BII-fakultetet indenfor sundhedsteknologi.

Du kan læse mere om bevillingen til Anja Boisen i en pressemeddelelse fra BioInnovation Institute her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev