22. august 2024

Ni gode råd til den kreative forskningsproces

DG har udgivet et nyt inspirationskatalog, der bidrager til en aktuel temadebat om forskningens idekraft. Et tema som onlinemediet Science Report i de sidste uger har sat fokus på.

– Uden evnen til at skabe nyt giver forskning ingen mening, siger DG’s direktør Søren-Peter Olesen i et interview med Science Report , der er en del af mediets temaserie: Er dampen gået af forskningens idékraft?

Temaserien stiller skarpt på, hvordan forskningsverden egentlig er rustet til at levere teknologiske løsninger i en tid, hvor der er hårdt brug for forskningsgennembrud, der kan være med til at løse nogle af de store udfordringer, vores samfund står overfor.

Begrebet kreativitet, eller evnen til at få nye ideer, der kan bringe samfundet videre, spiller en central rolle i debatten, og forskerne vil hellere end gerne bidrage med væsentlige nye ideer. Men mange forskere efterlyser bedre betingelser, der i højere grad understøtter forskernes mulighed for at frembringe nybrud.

I DG mener vi, at det er vigtigt at diskutere betingelserne for kreativitet i forskning og at belyse, hvad der erfaringsmæssigt fremmer kreativitet. Det skal ikke mindst ses i lyset af, at *undersøgelser peger på, at forskningsgennembrud på globalt plan bliver sjældnere i forhold til, hvor meget der bliver investeret i forskningen og at dansk forskning taber flyvehøjde.

På den baggrund er det også oplagt at dykke i ned spørgsmålet om kreativitetens rolle, vilkår og natur i dansk forskning anno 2024 fortæller Søren-Peter Olesen blandt andet i interviewet med Science Report:

-Hos os forventer vi, at forskerne er kreative, siger han og fortsætter:

– Vi ønsker, at centrene [Centers of Excellence] tænker ud af boksen, men i kreativitet-diskussionen ligger jo også, at det skal skabe en forskningsmæssig værdi. Det har de mange forskellige takes på, som vi gerne vil dele.

Og med det peger Søren-Peter Olesen på det inspirationskatalog, The Pursuit of Novelty, som DG har udgivet i forbindelse med fondens Årsmøde 2024, hvor en bred gruppe af forskningsledere, fonde m.fl. er inviteret indenfor til en inspirerende debat om begrebet kreativitet.     

I kataloget præsenterer vi ni opfordringer til folk, der ønsker at stimulere et kreativt forskningsmiljø. Opfordringerne er skabt på baggrund af de diskussioner og overvejelser som vores Centre of Excellence har præsenteret på møder med DG, hvor vi har talt med forskerne om, hvordan de til daglig arbejder med at stimulere den kreative forskningsproces.

*Creativity as an antidote to research becoming too predictable

The scientific impact of Danish research 1980-2020

Tilmeld dig vores nyhedsbrev