Kapitel 22: Professor Susanne Mandrup

Uddrag:

”Da Susanne Mandrup blev færdig med sin kandidatuddannelse i 1988, havde forskningsrådet netop lanceret to kandidatsstipendier til kvinder. Hendes daværende vejleder opfordrede hende til at søge, og hans kollega på et andet institut tilbød hende at lave molekylærbiologi på et bestemt protein hos ham.”

»Jeg ringede til forskningsrådet, som frarådede mig at søge med den begrundelse, at de kun havde to stipendier. Det lod jeg mig ikke kue af. Jeg søgte det alligevel – og fik det. Man skal ikke lade sig kue af, at nogen siger, at chancerne er små.«

”Hun fik sit første barn et år inde i stipendiet og blev gravid med nummer to, mens hun skrev afhandling.”

»For mig var det allervigtigst at få en familie, og hvis ikke forskning kunne kombineres med det, måtte det blive sådan. Men samtidig syntes jeg, at forskningen var spændende, og jeg vidste, at hvis jeg skulle blive hængende på universitetet, så skulle jeg til udlandet. Men inden jeg kunne rejse, skulle jeg over den fase, hvor børnene var særligt afhængige af mig, og derudover skulle jeg overtale min mand til at komme med til udlandet. Og som endnu et eksempel på, at man ikke skal lade sig kue af konventionerne, fik jeg et postdocstipendium fra forskningsrådet, som også dengang krævede, at man brugte det til at rejse til udlandet. Men de gjorde en undtagelse og gav mig lov til først at rejse det sidste halve år af mit stipendium samt et halvt år mere derefter.«

”Susanne Mandrup skrev til to af verdens førende laboratorier inden for fedtcellebiologi på det tidspunkt og kom til Johns Hopkins University i Baltimore.”

»Det udlandsophold var transformerende, selvom det kun varede 14 måneder. Det var et fantastisk miljø, og jeg havde en fremragende mentor. Derudover fik jeg særligt én god kollega i laboratoriet, som stadig er en af mine nære venner, og som er med i vores advisory board på mit Grundforskningscenter. Jeg havde mand og børn med derover fra 1995 til 1996. Min mand, som er præst, fik en vikar til at dække sin stilling på Nordfyn og fandt en amerikansk kirke, som han arbejdede frivilligt i. Det var en succesoplevelse for hele familien. Vi græd alle sammen, da vi skulle hjem.«

Du kan læse hele portrættet af professor Susanne Mandrup ved at downloade kapitlet nedenfor.